Lidt om Digterpræsten Kaj Munk.
Som tidligere nævnt og nævnt på bagsiden går vores udflugt i år til Vedersø og til Kaj Munks gamle Præstegård, der nu er bygget om til et
museum for Munks liv og virke i de næsten tyve år, han fungerede som sognepræst i Vedersø Sogn.
Kaj Munk blev født den 13. januar 1898 i Maribo, og blev dræbt af tyskerne i Hørbylunde den 4. januar 1944,
lige knap 46 år gammel.
Hans far var garvermester, men han døde allerede, da Kaj Munk var halvandet år. Moderen døde, da lille Kaj var 5 år, hvorefter han blev adopteret af sin mors kusine Marie og hendes mand, Peter
Munk, hvor Kaj fik sit nye efternavn.
Som barn var Kaj Munk skrøbelig, og ingen regnede med, at han ville blive særlig gammel, derfor er der på forældrenes gravsten plads til, at den lille Kaj kunne få sit navn med. Men
Kaj overlevede barndommen og ungdommen og blev en utrolig produktiv forfatter med et væld af digte, teaterstykker og et utal af kronikker og skrivelser i landets aviser. Han blev en meget ivrig debattør.
Det første skuespil skrev
Kaj Munk som kun 19 årig i 1917. Stykket fik rosende omtale, men blev dog ikke opført nogen steder.
Kaj Munk ville gerne være gået digtervejen, men hans strengt religiøse og meget viljestærke adoptivmor besluttede
dog, at han skulle være præst. Og fire års læsning fik han firbolig på Regensen, hvor han også blev udnævnt til Klokker. Klokkertitlen betød, at han blev leder af de mange studerende på Regensen.
Kaj
Munk blev Sognepræst i 1924 og søgte embedet i Vedersø – helt ude i det vestjyske. Og som hans adoptivmor sagde: Så kunne du lige så godt have fået embede på Mars, så langt væk fra Lolland syntes,
hun det var.
De første fem år boede han alene i Præstegården. Indimellem havde han dog en husbestyrerinde til at stå for maden.
Til Det kongelige Teater indsendte han sit store skuespil: En Idealist om Kong Herodes.
Det var dog i første omgang en for stor opgave for teatret, der bad han om at skrive et skuespil om almindelige bønder og deres tro.
Og så 6 dage skrevet Kaj Munk så sit mest berømte skuespil Ordet, som blev opført
på Det kongelige Teater. Og er blevet opført et utal af andre steder. Så sendt som for nogle år siden også i Odense.
Af andre skuespil af Kaj Munk kan nævnes: I Brændingen, Cant, De Udvalgte, Egelykke, Niels
Ebbesen og Før Cannae.
I slutningen af 30 erne var Kaj Munk, den digter, der havde flest opførelsen på de danske teatre, ligesom han hvert år også blev spillet i Norge, Sverige og Finland.
Som så mange andre
i 30 erne så også Kaj Munk op til de nye politiske ledere i Italien og Tyskland. Der skete en positiv udvikling i de lande, mente Kaj Munk. Indtil han indså konsekvenserne. Nemlig diktaturets umenneskelighed og især også forfølgelserne
af jøderne i Tyskland og andre lande.
Kaj Munk skrev teaterstykker vendt mod de to diktatorer - Sejren og Han sidder ved Smeltediglen, som var rettet mod de voldsomme jødeforfølgelser.
Nytårsdag 1944, 3 dage før
han blev dræbt af tyskerne, holdt han en meget speciel gudstjeneste i Vedersø kirke. Han var ikke iført præstekjole og gik ikke på prædikestolen, men stående under korbuen, sagde han blandt andet:
”Jeg
ved, at jeg nu i måneder ikke har lagt mig til ro nogen aften uden at tænke: Kommer de efter dig i nat? Og den tanke er ikke morsom for én, der elsker livet, har nok at gøre i sin gerning og er glad for sin kone og sine børn.
Men jeg er nødt til at sige, at det bliver aldrig kristen gerning at hjælpe tyskerne med at bygge fæstningsværker mod englænderne, for at vort eget land så længe som muligt kan holdes i trældom og underkuelse.
Og det bliver ikke kristen gerning for dyre penge at sælge til tyskerne de æg og det flæsk, som vore egne stakler i byerne har så hårdt brug for. Det bliver aldrig kristen gerning at stille sig til rådighed for uretten,
enten det så sker af fejhed, griskhed eller tossegod føjelighed.” 3 dage senere blev Kaj Munk hentet fra Vedersø Præstegård og skudt.
Knud Erik Kristensen