Folder fra 2016-2018

Forretninger og Håndværk i Kertinge

Kertinge Bygade nr. 11.

Dette hus har en lang og spændende historie. Der har boet en Murermester, Frugthandler, Grisehandler, Gartner, Bager, Cykelhandler og Keramikværksted.

Den første ejer vi kender navnet på er Hans Knudsen, han var født i Fraugde den 12. april 1814 som søn af Gårdmand Knud Hansen og hustru Dorthea Sørensdatter. Det næste vi hører om ham er at han i 1840 er avlskarl i Fraugde Præstegård. Året efter den 6. november 1841 blev han gift i Fraugde Kirke med Cathrine Madsdatter, 30 år fra Fraugde Kærby. Kort efter købte de huset i Kertinge. I Folketællingen står 1845 at de har en søn på 5 år, han hedder Knud Hansen ligesom sin farfar. Der står også at Hans Knudsen lever af sin jordlod.

I 1846 får de en dreng der bliver døbt Mads Hansen. I 1849 får de en datter, der bliver døbt Maren Kirstine Hansen.

Sønnen Knud der var født 1841 dør allerede den 5. april 1873, 32 år.

 I 1861 sælger Hans Knudsen huset til Murer Mikkel Rasmussen. Cathrine og Hans Knudsen køber et andet hus længere henne i byen. Datteren Maren Kirstine blev den 28. oktober 1881 gift i Kølstrup med Anders Andersen, født i Særslev 1849. Efter brylluppet køber de Hendes forældres hus. Cathrine bliver boende på aftægt. Hans Knudsen var død den 30. august 1880, 67 år. Cathrine døde den 16. maj 1889.

Den nye ejer i 1861, Murermester Mikkel Rasmussen blev født i

Lumby, Nørre Lyndelse Sogn den 15/1 1822 som søn af Rasmus

Mikkelsen og hustru Maren Jørgensdatter. Den 27. november

1859 blev han gift i Kølstrup Kirke med Ane Kirstine, født i Fangel 

1834 . Før brylluppet boede de begge i Ladby, Mikkel som murersvend og Ane Kirstine tjente hos Gårdfæster Jørgen Rasmussen. Efter flytningen til Kertinge fortsatte Mikkel som murer samtidig at han også passede den jordlod der hørte til huset.

I de næste 15 år fik Ane Kirstine og Mikkel Rasmussen 6 børn, 2 piger og 4 drenge. Ane Marie født 1860. Hans Laurits født 1862. Rasmus Frederik født 1864. Hans Peter født 1866. Maren Kirstine 1873 og til sidst Jørgen født den 17. januar 1875. Der er ham der overtager huset og fører familien videre.

Jørgen Rasmussen bliver konfirmeret den 28. april 1889, kort efter kommer han ud og tjene hos gårdfæster Lars Madsen, Carlsminde, Vikingevej i Ladby.

Mikkel Rasmussen dør den 30. oktober 1895, 73 år. Jørgen flytter hjem til moderen, han begynder derefter så småt at handle med frugt, det går så godt at efter et par år antager en gartner elev. I arkivet ligger en del fragtbøger og regnskabsbøger fra Kølstrup station. Her kan man se at han både sender og modtager store mængder frugt. Han har modtagere i hele landet, dog mest i København.

Den 24. april 1906 blev Jørgen gift i Skellerup Kirke med Johanne Martine Rasmussen, født i Skellerup den 23. august 1877. Martine og Jørgen Rasmussen får 4 børn. Valborg, født 28/2 1907. Helene, født 9/1 1908. Elisabeth, født 28/12 1908. Georg, født 4/4 1911.

Ved folketællingen 1916, har de 2 tjenestepiger og 2 tjenestekarle. Også Martines far Rasmus Rasmussen bor her på aftægt

Hvad der blev af Jørgen Rasmussens søskende ved vi på nuværende tidspunkt ikke. Heller ikke Martine og Jørgen Rasmussens børn har vi

oplysninger om.

I 1930 solgte de ejendommen til en lokal mand, Mathias Andersen, der havde haft en gård i Tværgyden, Kertinge Mark.

Fortsættes i næste folder…

Forretninger og Håndværk i Kertinge

Kertinge Bygade nr. 28.

I dette hus har der været mange forskellige slags erhverv, bl. a. har der boet en Tækkemand, Stenkløver, Træskomand, Skomager og en Skrædder.

Den første vi kender navnet på hed Niels Nielsen, han var født i Holev, Marslev sogn d. 6/4 1809, han blev gift d. 13/10 1837med Karen Frederiksdatter som var født i Bovense Sogn d. 20/4 1810.

Niels Nielsen overtog huset kort efter brylluppet og ernærede sig som Stenkløver og Tækkemand.

Karen og Niels Nielsen fik 4 børn. Niels født ca. 1838. Marie Kirstine døbt 12/12 1841. Frederik døbt 15/12 1844 og Rasmus der blev døbt 17/9 1848. Det blev ham der senere overtog huset.

Rasmus Nielsen blev gift i Kølstrup d. 6/5 1868 med Henriette Caroline Frederiksen der var født i Ladby d. 1/6 1846 som datter af en ugift pige Frederikke Hansdatter. Parret fik i 1869 en søn som blev døbt Niels Nielsen, han døde desværre d. 4/8 1878 kun 10 år gammel.

I 1879 solgte Rasmus Nielsen huset og købte et mindre husmandssted længere omme i byen. Køberen var Rasmus Larsen der var født i Søllinge. Han blev udlært Træskomand og da han var udlært fik han arbejde i Kerteminde. I Kerteminde blev han forlovet med Anne Marie Mortensen der var datter af Boelsmand Morten Hansen Kertinge Mark. De blev gift i Kølstrup d. 9/10 1877 og flyttede til Rynkeby, her boede de et par år indtil de købte huset i Kertinge. Parret fik 6 børn. Rasmus drev Træskomagerforretning indtil han i 1910 solgte huset til skræddermester Kristian Peder Hansen. Den nye ejer var født i Rynkeby d. 5/21884, efter konfirmationen kom han i lære som Skrædder. Da han var udlært fik han

arbejde hos skrædderen i Flødstrup. Her traf han en pige, Inger Karen Hansen, hun var født d. 29/5 1879 i Nykøbing Falster, hun fik senere plads som stuepige i Odense. De blev gift i 1910 og flyttede derefter til Kertinge. De havde kun forretningen og huset et par år. Derefter skiftede huset ejere flere gange næste åringer.

I 1912 købte Niels Peder Fischer huset, vi har desværre ingen oplysninger om, hverken hvor han kom fra eller hvad han lavede. Kun et år efter solgte han til en mand ved navn Carl Ossian. Han solgte allerede samme år til Carl Madsen. Han havde huset til 1919, hvor det blev købt af Lars Peter Jeppesen. Han var født på Rynkeby Mark den 24. april 1874. Hans forældre var Møllerkusk Kristoffer Jeppesen og hustru Ane født Larsen.

Lars Peter kom i lære som skomager. Efter han var udlært rejste han til København og Arbejdede her forskellige steder.Han traf også en pige som hed Anna Kirstine Jensen, hun var født               Bagerst: Zenia Jeppesen

på Frederiksberg den 24. maj 1871.            Datter af Lars P. Jeppesen.

De blev gift på Frederiksberg. Her blev deres første barn født. Han blev døbt Karl. Han læste til lærer og blev skoleinspektør i Næsby. Hvornår datteren Zenia blev født vides ikke. Som gift bosatte hun sig på Sydfyn. Efter nogle år i København rejste Anna og Lars hjem til Rynkeby, hvor de boede til de i 1919 købte huset i Kertinge. Lars Peter Peppesen drev skomagerforretningen til han døde den 7. oktober 1944.

Anna blev boende i huset til 1950, hvor hun solgte til Tækkemand Bent Andersen og hans kone Mary. De blev boende i huset de næste 35 år.

I 1983 døde Bent Andersen, og Mary solgte i 1985 huset til Betty Madsen. Hun var udlært i ”Brugsen” og arbejdede mange år i Bullerup Brugs. Betty Madsen bor stadig her i 2017 i huset.

Hans-Jørgen Nielsen fylder benzin på Karl Knudsens motorcykel.

”Lykkeshaab”

Kertinge Bygade nr. 12.

                      Historien om Lykkeshaab begynder omkring 1925. På en lille ejendom (Kertinge Bygade 2) boede et ældre ægtepar, Maren Kirstine og Anders Andersen. Anders døde i 1923 og kort efter lejer Maren en del af huset ud til en ung frisør/barbersvend, Hans Jørgen Nielsen, han var født 1894 i Nr. Broby. Han indrettede salon i huset, foruden at være frisør solgte han også tobak, chokolade og andre småting fra forretningen.

Hans Jørgen blev gift med en ældre pige, der hed Karoline, hun var født i Verninge 1871. Det gik godt med forretningen, så efter et par år besluttede han sig for at udvide. Han købte et stykke jord af gdr. Niels Valdemar Nielsen og i 1928 byggede han et hus som han kaldte ”Lykkeshaab”, i dag Kertinge Bygade nr.12.

I den underste etage indrettede han 2 butikslokaler, en købmandsbutik og en frisørsalon, han klarede selv begge forretninger. Var der kunder i købmandsbutikken slap han saksen mens han betjente kunderne

I 1949 solgte han forretningen til Victor Jensen som fortsatte som købmand

Men det gik ikke rigtig godt, så han solgte allerede året efter forretningen til Grethe og Svend Aage Nielsen, som kom fra Kerteminde. Der havde de i 1947 startet en osteforretning. 

 I Kertinge byggede de om og indrettede en moderne oste og viktualiehandel, som åbnede den 25. november 1950.

                      Forretningen drev de samtidig med en kørende viktualiehandel. I 1962 ændredes forretningen og udvidedes med en bil mere, og sønnen, Kurt blev optaget i firmaet. Han var d 22/8 1959 blevet gift med Inge Bækgaard Andersen fra Kølstrup.

I 1968 måtte Svend Nielsen stoppe på grund af svigtende helbred. Svend Nielsen døde desværre d. 21. juni 1969, kun 57 år gammel.

                      Kurt Nielsen ansatte Knud Lynge Christensen som chauffør, senere blev han medejer. Både Knud Lynge og Kurt Nielsen var begge udlært i Kertinge Brugs.

Omkring 1969 begyndt Kurts kone, Inge at køre med Viktualiebilen. Forretningen fortsatte til 1977, hvor den blev lukket og huset solgt til beboelse, køberen var Poul Erik Uglebjerg. Han solgte Lykkeshaab i 1987 til Allan Kjerrumgaard. Der har brugt meget tid på at ombygge og forbedre huset, så det i dag står som en moderne beboelse.

Hans Mathias Andersen og hans kone foran huset på Ladbyvej.

Forretninger i Kertinge gennem tiderne.
”Kertinge Skrædderforretning”

I 1912 købte Hans Mathias Andersen et hus på Ladbyvej i Kertinge. (Ladbyvej nr. 1) Hans Mathias Andersen var født i Åkirkeby på Bornholm den 30. april 1886, efter konfirmationen kom han i lære som skrædder. Hvor han arbejdede de første år ved vi ikke, men i 1912 flyttede han til Kertinge, her havde han i forvejen en bror som boede på Kertinge Bygade. Efter han var kommet til Kertinge traf han en pige, hun hed Marie Frederikke Poulsen og var født i Viby den 17. maj 1892. Den 12. november 1913 blev de gift i Kølstrup Kirke.

Efterhånden fik Hans Mathias oparbejdet en god og solid forretning.
Den 29. april 1916 fik de deres første barn, Peder Mourits som han blev døbt. Først 8 år efter den 19. november 1924 fik de deres næste barn, en pige som blev døbt Ellen Margrethe.

Marie Frederikke døde den 6. april 1938, kun 45 år gammel, hun blev begravet på Kølstrup Kirkegård.
Sønnen Peder der også var udlært skrædder kom hjem og hjalp faren, han blev gift med Emmy Pedersen født i Hårby den 25. september 1919. Den 12. juli døde Hans Mathias 55 år gammel, han blev begravet ved siden af sin kone på Kølstrup Kirkegård.
Emmy og Peder overtog forretningen og huset. Desværre blev Emmy syg af Difteritis, efter kort tids sygdom, døde hun den 27. januar 1944 kun 25 år gammel.

Efter Emmys død opgav Peder forretningen, solgte huset til Gdr. Laurits Fischer Hansen og flyttede til Odense, hvor han fik arbejde ved kommunen.

Peder Andersens videre skæbne kendes ikke, heller ikke hans søster Ellen Margrethes levnes forløb kendes. Hvis nogen har oplysninger om dem, hører vi gerne fra jer.

Kirsten Walther fortsat -

Så fik jeg brev om at skulle møde på universitetet af Miss Rasee, min overordnede, som havde antaget mig til hjælp på universitetet Madison og jeg skulle bo hos en lærerfamilie som havde en lille pige på 2 år, som jeg passede når jeg ikke skulle på universitetet, Hun var husholdningslærerinde, Mrs Sund og hendes mand gymnastiklæreren. Jeg skulle have kost og logi og bo i deres gæsteværelse. Der var en dobbeltseng men tak skal du ellers have, Der kom en del gæster på besøg og de kvindelige gæster kom i seng ved siden af mig, puh!

Det var ikke lige mig. Det er en underlig skik de har i USA de unge piger på universitetet lånte tit tøj hos hinanden, når de skulle ud med deres steward. Og fruen der, mente også at hun kunne låne mit tøj, men jeg sagde ”nej”, jeg havde en pæn selskabskjole med hjemmefra.

Men jeg opdagede hun havde lånt den, for en dag så jeg den var revnet i den ene side, hun var dobbelt så tyk som mig. Jeg fik heller ikke noget ordentlig mad så når den lille pige havde levnet spiste jeg det.

Det var søde og hjælpsomme piger på universitetet og jeg spurgte om de kunne skaffe mig et sted at bo. De kendte godt den familie, der havde været en del kammerater der havde været der. Men der gik 3 måneder så kunne jeg få et lille rum på det sted hvor de boede. Det er en del huse som hører til universitetet med et ægtepar til at bestyrer det og lejer ud til unge piger. Der var køkken nedenunder, hvor de spiste, også en del lærerinder. Så der kom jeg hen, mod at opvarte i kælderen hvor de spiste, og jeg fik kosten der. Jeg anede ikke hvad maden hed så jeg måtte have sedler fra de forskellige gæster, og aflevere ved lugen. De havde forskellige is, som jeg måtte spise, jo tak, så jeg tog på.

Miss. Reice var nu flink at arbejde for, hun inviterede mig hjem til sig en gang imellem, hun var ugift. Og jeg var med nogle af de unge piger hjemme, det var forskellige hjem, men de er ikke som danske med hygge.

Når der var ferie tog jeg til Caprun og besøgte familien. Toget holdt ved ”Caprun Illinos” og jeg gik derfra til gården. De var så flinke mod mig, havde vist hittet ud af at der var noget der hjemme som trak, da jeg skrev mange breve og fik mange. Onkel og faster fortalte de havde en lille farm til som blev tom, da 2 som arbejde der havde sagt op og skulle rejse. ”Det var en lille mand og en stor mægtig kone”

Den kunne Aage og jeg forpagte og gifte os. Det skulle jeg tænke over. Onkel Hans havde en gammel Ford til at køre i marken med + en ny bil

som jeg gerne måtte låne, men der var meget lidt jeg benyttede mig af det. Der kom en kontrollør til køerne, han havde en vogn med store hjul, som han inviterede mig med ud at køre i, men nej Tak, jeg tænkte på Aage.

Så en dag midt i høst kom en Ford bil kørende ind i gården, og det var sørme

Aage og hans bror Alfred som havde været 1 år i U S A de ville besøge mig.

Alfred havde haft forskelligt arbejde.  Onkel sagde de kunne blive, nu høsten var på vej

 Og så ville de køre rundt og se sig om efter nyt, men der var ikke meget at få

     Alfred havde emigrant pas, og det havde Aage også fået, jeg havde      jo kun besøgs visum, og det var ved at udløbe, jeg søgte om udsættelse 3 mdr. men fik nej, så jeg skulle sejle tilbage. De fandt en plads 70 km fra Caprun en milionærfarm med ene rideheste.

Nogle lørdage kørte Alfred Aage til Caproun efter fyraften (Aage havde ikke kørekort) Alfred lagde sig til at sove og vi gik en tur og blev forlovede med ring.

Men jeg ville ikke blive i Amerika, selv om onkel ville hjælpe os, med den lille farm, jeg havde jo kun besøgsvisum.

Men så pludselig skulle Alfred hjem med første damper, han kom jo sammen med Ruth Christensen inden han rejste til U S A og nu skulle hun giftes med en landmand hjemme.

  Hun boede i Kølstrup. Han nåede hjem og blev gift med hende inden, så der har været noget at snakke om i byen og hos naboerne.

 Aage tog tilbage til hestestutteriet og var ½ år derovre, jeg fik næsten 1 brev om ugen og jeg skrev lige så tit, men nu var tiden udløbet og jeg måtte tilbage til Danmark igen, og vente på Aage.

Jeg skulle dygtiggøre mig og se at få lært en masse om husholdning. Og jeg skulle rundt og hilse på min nye familie.

Hermed slutter beretningen om Kirsten Walthers tur til USA.

Marts 2016. Joan Bertelsen

Kirsten Runge

Kirsten Runge Walther`s oplevelser i USA.

Kirsten Runge blev født i Brønshøj den 15. marts 1905 som datter af Hertha og Karsten Pedersen Runge. Kort efter dåben flyttede familien til Vejle, hvor faren havde fået job som ingeniør ved kommunen. Gymnastik var det der interesserede Kirsten mest.

En tur på Ollerup Gymnastikhøjskole i 1925, resulterede i, at jeg blev inviteret til U S A, da der var nogle amerikanske piger, som var på Ollerup for at lære om Bukh`s gymnastik. Åge Walther gik også på Ollerup og der blev vi forelsket i hinanden, så U S A var langt væk, men også spændende og jeg valgte det, selv om Åge syntes det var langt væk. Far og mor var heller ikke glade for jeg ville så langt væk. Far blev 50 år den 26/9 og ville nødig undvære mig. Men det blev mig selv det tog mod tilbuddet. Jeg skulle sejle fra København med United States og skulle følges med min veninde Agnes, der havde været på Ollerup. Åge fulgte mig i toget fra Odense til Nyborg, og vi lovede hinanden at skrive tit, det var jo spændende, Mor og far fulgte mig til damperen i København. De var jo glade for at jeg havde en at følges med. Men så var jeg jo på vej ud i den store verden. Til Oslo hvor vi havde et ophold, vi var nogle fra damperen der lejede en bil og kørte rundt og så ”Holmekollen”, over en bro hvor vi så en masse statuer, kan ikke huske hvad de hed. Sejlede forbi Øerne og Halifax med gods. Men der var der storm og snart var vi oppe på en stor bølge, så skuden larmede og så på hovedet i den næste bølge, så jeg var søsyg i 2-3 dage.  Kahytsjomfruen kom med spegepølsemad, det er godt for søsyge sagde hun jo-tak ikke hos mig. Men det blev da bedre vejr, og vi så mange delfiner og morild. Så kom vi til Halifax en snæver indsejling, vi skulle aflevere gods. Jeg glemte at fortælle, at da vi kom til øerne var det så tåget, at vi holdt stille, der lød et brag, vi talte jo om alt muligt, men fik ikke noget at vide, min vi mente, at vi var sejlet ind i en fiskerbåd, der lå stille, men det ved vi ikke, så sejlede vi langt om længe igen. Indsejlingen til ”New York” er jo interessant med den store statue.

Vi blev hentet af K F U K, fik vores bagage, jeg var så nervøs for, at nogen skulle rende med det. Der kom en hr. og fru (jeg kan ikke huske hvad de hed) det var nogle af onkel og fasters bekendte. Faster havde skrevet til dem om at hente mig ved damperen. De havde før boet i Caprun, jeg skulle med dem hjem og sove om natten, og så skulle de følge mig til toget næste dag som kørte til Chicago. De var meget søde og rare. Men de fortalte mig da vi kørte fra damperen, at jeg aldrig måtte tage en taxi med gult mærke på, altid med hvide striber, da jeg ellers kunne blive bortført. PUH! Jeg blev hos dem om natten og de fulgte mig til toget næste dag, til en sovevogn, det var store forhold. Jeg fik den nederste køje. Puh der var kun et gardin for, og der gik en niggerdreng i gangen udenfor. Jeg sov overhovedet ikke den nat, sad med alttøjet på. Det tog jo lang tid fra New York til Chicago, hvor jeg var ved middagstid. Men efter morgenmaden satte jeg mig ind i opholdsvognen, der stod bænkene overfor hinanden, jeg sad og læste, der kom en herre ind fra en anden wagon og han satte sig overfor mig, han begyndte at spørge om der var noget han kunne hjælpe mig med, måske holde mig i hånden, jeg passede min bog og lod som om jeg ikke forstod hvad han sagde, så gik han igen, og der kom en dame derinde fra og talte til mig, jeg sagde ikke noget, tænkte bare på om jeg nu kunne finde onkel Hans i Chicago. Vi have aftalt at jeg og onkel skulle have et lille dannebrogs flag på trøjen, og vi fandt langt om længe hinanden. Heldigvis for jeg tænkte på om de fremmødte var fra den hvide slavehandel, men vi fandt hinanden og kørte i bil til Caprun. Faster tog imod, Karl på 14 år og Marie på 10 og Bertha på 3 år, faster talte dansk til den ene side og engelsk til den anden, det lød sjovt. Jeg var hos dem til semestret september, det var en mellemstor gård der lå i Caprun Illinois. Der var køer, høns, kyllinger, gris, og noget mekanik. Jeg lærte lidt husholdning, lærte også og omgås deres hund der hed Bob, den var dresseret til at hente køerne i en fold, og drive dem hjem til malkning. En gang den sommer blev det et farligt tordenvejr, med storm, regn og en skypumpe, som lagde fasters have helt ned, og tog en vogn med løg, som stod i gården, og løftede den over et højt plankeværk. Vi fik travlt med at få lukker for alt, og kyllingerne lukket ind, det var uhyggeligt. Faster havde dårlig ryg, og skulle masseres hver dag, det plejede Marie at gøre, men nu blev det mig. De havde ikke råd til en læge, der er ingen sygekasse, som vi her. Men efter jeg er hjemme igen, fik hun gjort noget ved det.

Fortsættes i næste folder.

Træerne i Hundslev fortsat:

Nede i den store hønsegård stod et stort pæretræ, som til overflod bar nogle små pærer, som blev ovntørret til senere brug i husholdningen. Smukkest var pæretræet, når det om foråret stod kridhvidt, fyldt med de mange blomster. På et sort-hvidt luftfoto fra maj 1938 af Skippergården lyset træet op med de mange blomster.

Og så tilbage til lindetræet på gårdspladsen. Engang i 1980erne blev det ramt af lynet, og det fik en lodret sprække fra starten af kronen og ned til roden. Det var dog forinden blevet hult, ligesom de hule Robin Hood træer i Sherwoodskovene. Men hverken ælde eller lynnedslag tog livet af træet. Det stod livskraftigt med en efterhånden stor og vilter krone, som strittede i alle retninger, så min svoger Erik fik, fort før de solgte Skippergården i 2006, en ”træmand” til at beskære kronen. Det foregik efter alle kunstens regler. Manden tog fotos af træet, gik flere gange op ad vejen mod Kølstrup for på afstand at bedømme, om trækronen fik den rigtige silhuet, nøjagtig som en billedhugger ville have gjort, så tilbage for at fjerne nogle grene og så fremdeles. Resultatet blev flot, og i dag står træet med en krone, hvor silhuetten aftegner sig som et forstørret lindeblad med bladspidsen opad.

Et lindetræ er et perfekt træ midt på en gårdsplads. De store blade giver skygge for folk og fæ på en varm sommerdag og virker som en kæmpe paraply, når det regner.  Jeg mener, at gårdslinden var en storbladet lind. En anden gevinst ved lindetræet er lindehonningen. Når træet blomstrede i juni – juli, blev det besøgt af sværme af bier, og i de dage lød den en vedvarende summen fra de mange insekter, og der var en vidunderlig duft fra de mange blomster. Skal jeg købe honning, venter jeg helst til sensommeren, til biavlerne har lindehonning på hylderne.

Også andre insekter var glade for lindetræet. Den store, grønne løvgræshoppe var en flittig gæst, og myriader af bladlus sørgede for ”honningdug”. Der er en sukkerholdig, klæbrig stads, som er

Bladlusenes ekskrementer fra saften, som de suger af lindetræets blade. Honningduggen falder ned og sætter sig på tøj, biler og andre flader, men er i øvrigt harmløs.

På perronen på Køstrup station stod 4 stynede lindetræer i en fin række. De skulle gøre det ud for et halvtag, som beskyttede de rejsende mod vejr og vind. De blev klippet efter alle kunstens regler og stod som en fin rektangel med hjørnerne klippet i nøjagtig 90 grader.

Og så vil jeg tage fat på nogle ad de andre markante træer, som var med til at give Hundslev karakter. Det stod et ligeså stort og pyramideformet lindetræ, som det der stod hos os, oppe i skellet mellem Arnold og Brødrene Karl og Kristian, midtvejs oppe ad Hundslevgyden. Desværre er det også blevet fældet.

Ellers var kastanjetræet det foretrukne træ. F. eks stod der 5 mægtige kastanjetræer ved indkørslen til det gamle stuehus på Skippergården. Over for Hundslev Brugs stod et stort, gammelt kastanjetræ. Det var ideelt, når bønderne holdt ind med deres heste. Det gav både ly og læ. Det væltede engang først i dette årti. Stammen var rådden, men veddet var så hårdt, at der var næsten umuligt at save op. Endnu en markør i landskaber var væk.

På Hundslev Toftegaard stod et stort kastanjetræ udfor stuehusets bryggersdør. Et noget upraktisk sted for et stor træ, men jeg tror ikke, det var på tale at fælde det, selvom brostensbelægningen fulgte trærøddernes snørklede og tilfældige retninger, og selvom det kunne være svært at bakse den fællesejede vaskemaskine op på vores lille fjedrevogn, Der var et stort skrummel af en vaskemaskine, som ejedes i fællesskab af 4 gårde i Hundslev.

Dette er den sidste af Ole Andersens barndoms og ungdomsoplevelser i Hundslev.