DK-5300 Kerteminde

Presse

Kjerteminde avis 21. august 2015

Rundbold

Hver år i august stiger spændingerne mellem landsbyerne ved noret. Man ser prøvende sine naboer an. Hvordan er formen i år? Hvem skal kunne smykke sig med den attraktive titel Rundboldmestre?

I går aftes, efter fællesspisning i dejligt vejr, var tiden så inde til igen at prøve kræfter med hinanden på grønsværen, den for mange forbipasserende hemmelige boldbane mellem præstegården og forsamlingshuset.

Der blev kaldt til orden og læst op fra ”De internationale rundboldregler – tilpasset forholdene i Kølstrup Sogn”. Vanen tro blev der igen aflagt diverse usammenhængende protester fra begge lejre, men dommerparret, en fra Kertinge og en fra Kølstrup, skar igennem og fløjtede uden dikkedarer kampen i gang.

Alle med bopæl i en af de fire nævnte landsbyer kan deltage, begge køn og alle aldre er således repræsenteret på banen. Der er ud over højt humør, hvad der skal være: orange kegler, gule tennisbolde, grønt græs og flere slags boldtræ at vælge imellem.

Humøret faldt dog hurtigt i Kølstrup-Hundslev-lejren, hvor man igen måtte se sig mødt af et formstærkt og teknisk dygtigt Kertinge-Ladby-hold. Kølstrup-Hundslev lå længe på minuspoint, og som kampen skred frem syntes mismodet at tage til. Man prøvede at råbe ”pølsemix!”, hver gang Kertinge-Ladby slog til bolden, men end ikke denne psykiske terror kunne ændre på, at der var klasseforskel på de to hold. Kampen endte 34-7, og Kølstrup-Hundslev måtte ved dommernes sidste fløjt se sig tilfredse med, at de trods alt fik pluspoint ind på tavlen.

Ingen kage
Der plejer ellers altid at være kagekonkurrence efter rundboldkampen, men ikke i år. Ingen havde taget kage med, så skuffelsen var naturligvis stor blandt dem, der havde set frem til smagsprøver. I stedet gik den analyserende snak om den netop afsluttede kamp. I Kølstrup-Hundslev-lejren var man mest optaget af at tale om fremtiden og de mange lovende spillere, der er på vej. Her mener man at have demografien på sin side, idet forholdsvis mange børn fra området måske vil kunne tage over fra de slagne generationer.

Men det er kun gisninger og forhåbninger. Foreløbig må vi forholde os til resultaterne. På det store boldtræ, der udgør trofæet, står:

2011 Kertinge
2012 Kølstrup
2013 Kertinge
2014 Kertinge
Og nu snart:
2015 Kertinge

Læs på http://kjavis.dk/?Id=16856

Kjerteminde avis 18. november 2014

Festlig aften i øllets tegn
På trods af fodbolds landskamp og vild med dans i fjernsynet mødte der alligevel 42 personer op til Kølstrup Sogneforenings ølsmagning i forsamlingshuset fredag aften.
Her fortalte Claus Christensen fra Munkebo Mikrobryg om sine prisvindende øl-produkter og om hans planer med at etablere eget bryggeri på Hundslevvej.
Som aftenen skred frem og smagsprøverne fik flere procenter blev snakken, støjniveauet og spørgelysten større og efter knap 3 timer gik folk hjem, mens de stadig snakkede om hvilken øl der var den bedste.
Næste arrangement i sognet er julemarked den 29. og 30. november i både forsamlingshuset og præstegården

http://kjavis.dk/?Id=13818

Kjerteminde Avis 4. januar 2012

Dans juledellerne væk
Kølstrup Sogneforening havde succes med det sidste år, og nu gentager sogneforeningen det igen. De arrangerer undervisning i salsa seks gange her i vintermånederne.

Hvis julemaden mod forventning bed sig fast på sidebenene, og du synes, at du vil motionere dellerne væk, kunne salsa måske være motionsformen.

Seks aftener her i vintermånederne arrangerer Kølstrup Sogneforening salsaundervisning. Under kynding ledelse af Kasper Rasmussen fra Odense Salsa Forening bliver der danset salsa hver tirsdag fra tirsdag den 10. januar 2012 og frem til den 14. februar 2012, hvor der er "afdansnings-salsa" med fællesspisning.

Der danses/øves i rundkreds med skiftende partnere. Derfor behøver man ikke nødvendigvis komme som par. Undervisningen foregår i opholdsrummet på Rynkeby Friskole, hvor man også vil nyde medbragte kaffe/te efter dansen.

© Copyright 2012 Kjerteminde Avis.

© Copyright 2012 Kjerteminde Avis.

Kjerteminde Avis 14.november 2011

Kølstrup gør klar til adventshygge

I Kølstrup Præstegårds hønsehus, spejderhus, på gårdsplads og i konfirmandsstuen skal der jules fra starten på advent lørdag-søndag den 26.-27. november.

Lørdag d. 26. november og søndag d. 27. november 2011 er der julehygge i Kølstrup Præstegård. Der er kunsthåndværk i hønsehuset, café i spejderhuset, salg af pyntegrønt mm på gårdspladsen, musikoptræden og meget mere . I konfirmandstuen holder lokalhistorisk forening udstilling om skolen i Kølstrup, måske kan man møde nogle af datidens elever?

Søndag d. 27. november er 1. søndag i advent, og der vil traditionen tro

være gudstjeneste på gårdspladsen i præstegården, Huldas Tøser medvirker med de første julesange. Efter gudstjenesten går menigheden i procession til parkeringspladsen ved forsamlingshuset og tænder juletræet og synger december ind.

Kilde:

Kjerteminde Avis/www.kjavis.dk

Kjerteminde Avis 19.august 2011

RUNDBOLDDYST

Kertinge sejrede over Kølstrup

Den årlige rundbolddyst mellem Kertinge/Ladby og Kølstrup/Hundslev endte i går aftes med en sejr til de forsvarende Kertinge mestre. Efter kampen var der kager til alle...

Sognebanen i Kølstrup var i aftes fyldt med glade stemmer i alle aldre, da mange var mødt op til den årlige rundbolddyst imellem Kølstrup/Hundslev og Kertinge/Ladby.

Gejsten var stor på Kertinge-holdet, der skulle forsvare sin titel fra sidste år, og det blev en aktiv og sjov kamp. Den endte med en ny sejr til Kertinge/Ladby, så den eftertragtede vandrepokal forbliver i et Kertinge hjem.

Travle smagsdommere

Mens de fleste løb rundt på banen, var to smagsdommere optaget af

kagekonkurrencen. Efter flere omhyggelige smagsprøver kunne de give hver af de deltagende kager et ord med på vejen og til sidst hylde den kage med bedst kombination af pyntet kage og bedste smag.

I modsætning til året før, hvor der kun var 3 kager var der i år 7 kager

indleveret til konkurrencen og det var dommerne meget glade for.

Til sidst blev alle aftenens deltagere ’vindere’ idet alle kunne guffe kage i

sig og snakke om kampens højdepunkter.

Kilde:

Kjerteminde Avis/www.kjavis.dk

Kjerteminde Avis 31.maj 2011

Kertinge er andet end atomaffald

Tirsdag 31. maj 2011 kl. 05:59

I weekenden blev stien ved Kertinge indviet.

Selvom der faldt et enkelt ord i ny og næ om atomaffald, så var søndagens indvielse af den nye Kertinge-sti præget af glad snak over åbningen af den nye sti forbeholdt gående.

Godt 30 mennesker var mødt op ved gadekæret i Kertinge, hvor Ida Holm Mortensen havde fået æren af at klippe den røde snor til stien, som er blevet en mulighed med gode lodsejeres hjælp - som en trampesti mellem Kertinge Bygade til Kejrups skovveje, hvor den støder på eksisterende sti til Ladby eller til Degneløkkevej.

Der var stor tak til Kejrup gods og Birkemosegård - som med sogneforeningen som mægler - har lavet aftalen med kommunen og lagt jord til den nye sti.

"Kølstrup Sogneforening har i mange år haft en drøm om at kunne sikre områdets beboer, at de kunne ’gå rundt,’ og hermed menes, at der var mulighed for at kunne gå eller løbe en lille tur uden at skulle tilbage af samme vej, som man begyndte med," forklarer Torben Larsen, der er formand for sogneforeningen.

Kjerteminde Avis 2.maj 2011

Børnediskotek og mimrecafé!

Mandag 2. maj 2011 kl. 05:59

De er ikke kede af det i Kølstrup Sogn: På fredag åbnes der op for et børnediskotek i forsamlingshuset, alt mens ledsagende vokse passende kan lade sig parkere i en såkaldt 'mimrecafé', hvor den lokale Lone er toastmaster...

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Kølstrup Sogneforening, som med start på børnediskoteket klokken 19, kan love 'fede rytmer i 3 timer frem til kl. 22'.

Der vil være behørigt opsyn under løjerne, inde som ude, fremhæves det.

Kølstrup er iøvrigt stedet, hvor kommunens borgmester, Sonja Rasmussen, i år har valgt at holde sin Sankt Hans Aftens tale - sidste år var det på Bøgebjerg Strand (Hindsholm) at borgmesterbetragtningerne los sig høre i bålets magiske skær.

Kilde: Kjerteminde Avis/www.kjavis.dk

Kjerteminde Avis 29.april 2011

Ny bestyrelse i Kølstrup Sogneforening

Fredag 29. april 2011 kl. 05:55

I går aftes holdt den nyvalgte bestyrelse endelig sit konstituerende
bestyrelsesmøde og sammensætningen for det næste år er således
Formand Torben Larsen
Næstformand Ingrid Kristensen
Kasserer Ole Haastrup
Sekretær Katrine Ørnstrup
Karin Jørgensen
Rikke Arevad
Rena Nørskov
Suppleant Merete Damgård
Suppleant Katrine Juul Larsen
Bilags kontrollant Anna-Marie Laustsen
Bladredaktør Camilla Lydiksen
Desuden blev sommerens første arrangementer planlagt.

Kilde:

Kjerteminde Avis/www.kjavis.dk

Kjerteminde Avis 16.marts 2011

"Det er ikke for børn…" varsler Kølstrup Sogneforening om årets revy, der går over den lokale scene i morgen.

I morgen, lørdag 19. marts, holder Kølstrup Sogneforening sin tolvte forårsfest for sognets indbyggere og traditionen tro er der revy, spisning, musik og dans.

I år er festen bygget over et western tema. Spørger man revyholdet hvad de fremmødte kan forvente, får man ikke andet svar end: "Det er ikke for børn…"

Der er dog ikke dekreteret nogen aldersgrænse til festen. Tværtimod er der åben dør for alle, pointerer arrangørerne.

Kilde: Kjerteminde Avis/www.kjavis.dk

Kølstrups cowboys på scenen...

Kjerteminde Avis 16.marts 2011

Andreas Vestergaard Larsen har arbejdet en periode i Israel og er nu vendt hjem til Kølstrup, hvor han har holdt foredrag om sine oplevelser.

Selv om Menighedsrådet, Lokalhistorisk forening og Sogneforeningen havde skruet godt op for varmen i Kølstrup Præstegård, så var der dog ikke 43 grader, som den unge lokale Andreas Vestergaard Larsen kunne berette om var normaltemperaturen, mens han var på et godt 4 måneders ophold i Israel.

Andreas viste billeder og fortalte levende om sit frivillige arbejde på et handicap-hjem, deltagelse til en bryllupsfest og rejser rundt i det kulturrige Israel. Krydret med gode historier om stemningen og hverdagen i et land, hvor forskellige religiøse retninger lever side om side og hvor forskellighederne til tider slår gnister.

Foredraget var velforberedt med mange fakta om de historisk kendte steder og bygninger, men også med plads til at beskrive de rene dase-ture til stranden. En aften hvor de 2 timer drønede af sted og de 34 tilhører gik hjem med en god fornemmelse af at vide meget mere om det historiske land.

Kilde: Kjerteminde Avis/www.kjavis.dk

Foredragsaften i Kølstrup Præsegård.

Kjerteminde Avis 18.februar 2011

Grønlandske indtryk på generalforsamling

Fredag 18. februar 2011 kl. 16:09

Igen viste det sig at være en god ide at afholde et foredrag inden den årlige generalforsamling i Kølstrup Sogneforening. Torben Larsen, der er formand for sogneforeningen fortæller, at der ved årets generalforsamling var det et større deltagerantal end de år, hvor der ’kun’ var dagsordenpunkter på programmet.

I år fik de fremmødte glæde af Katrine Ørnstrup og Ejnar Raths foredrag om deres vandretur i Grønland. De var i Kangerlussuaq, Kapisillit og Nuuk - så indlandsisen, moskusokser og fossiler, fandt en gammel nordbobosætning, fangede ørreder og forsøgte med begrænset held at have sten med hjem i bagagen.

Efterfølgende var der en aktiv to timers generalforsamling, hvor Torben Larsen kunne berette om et aktivt år, hvor der var afholdt 29 arrangementer. Desuden blev der to nyvalg til bestyrelsen og suppleanter, som herefter består af Torben Larsen, Ole Haastrup, Karin Jørgensen, Rikke Arevad, Ingrid Kristensen, Rena Nørskov, Katrine Ørnstrup og suppleanter Merete Damgård, Katrine Juul Larsen og bilagskontrollant Anna-Marie Laustsen.

Bestyrelsen vil konstituere sig i løbet af de næste uger. Tidligere næstformand Camilla Lydiksen er fremover tilknyttet foreningen som bladredaktør.

Desuden vedtog forsamlingen at imødekomme Landsbyråds medlem Ejnar Raths opfordring til at afholde valg til Landsbyrådets repræsentant på denne aften, og han blev hurtig genvalgt til denne post.

Mødet sluttede med kåring i årets fotokonkurrence, hvor Gert Vest løb med præmien for et foto af solnedgang over Noret.

Allerede den 19. marts 2011 har foreningen en af årets store arrangement, nemlig forårsfesten med revy, spisning og dans.

Læs mere på

Kilde:

Kjerteminde Avis/www.kjavis.dk

Fyns Stiftstidende 10.august 2010

Lystige koner på spil i slotshaven

Fire aftener med Shakespeare og totalteater på Ulriksholms Slots have og terrasse

Der har gennem tiderne, med en vis garanti, været adskillige lystige koner på Ulriksholm Slot mellem Odense og Kerteminde.

Der var også lystige koner på slottet i Windsor - dét har William Shakespeare skrevet en forrygende komedie om - og den holder den dag i dag.

I 1616, det år hvor forfatteren døde, købte den driftige byggekonge Christian den 4. den fynske hovedgård Skinnerup, tæt ved landsbyerne Ladby og Kølstrup i bunden af Kerteminde Nor.

I 1632 besluttede kongen så at opføre standsmæssige bygninger, hvor den uægte kongesøn, Ulrik Christian Gyldenløve, kunne residere - og han fik fluks ændret stedets navn til Ulriksholm Slot.

Herregårdsspil på slottet

- Så det passer helt fint ind i historien, at årets fynske herregårdsspil foregår i smukke omgivelser på Ulriksholm og i skæret af Shakespeares forunderlige univers, siger Morten Givskud, instruktør m. m. fra ”Herregaardsspillene” og ”Teaterfabrikken”.

Et af Shakespeares sidste udspil, der også er et af hans mest eftertænksomme, komedien ”De Lystige Koner i Windsor”, opføres i dagene fra 12. til 15. august.

Herregaardsspillene tager for fjerde gang udfordringen op med en Shakespeare-klassiker. De lagde ud i 2007 med ”Stor Ståhej for ingenting”, året efter ”Trold kan tæmmes”, og sidste år var det ”Helligtrekongers Aften”.

Konerne passer fint i haven

- Vi glæder os til endnu en gang, at tage Shakespeare op, og forestillingen passer fint ind i de smukke rammer, hvor der er god plads til både komedie, drama og herlig forveksling, siger Morten Givskud.

Forestillingerne begynder klokken 19.00, og inden da kan publikum besøge parken - med eller uden picnic.

- De lystige koner er på spil et par timer under åben himmel, og til forskel for tidligere, så får vi lov til at komme ind på den smukke slotsterrasse, hvor publikum bedre end tidligere kan fornemme det lytteteater, som det elizabethanske teater er skabt til at være, fortæller instruktøren.

Slottet ligger på adressen Ulriksholmvej 96, Kølstrup, ikke langt fra Kerteminde

Det er her i Ulriksholms smukt beliggende slotshave, at Shakespeares komedie om de lystige koner - ganske vist i Windsor - udspiller sig. Arkivfoto Foto: YILMAZ POLAT/YILMAZ POLAT

Fyns Stiftstidende 14.marts 2010

Det er tydeligere i Stiften

Kjerteminde Avis 20.oktober 2009

Stjernestunder på
 
Ulriksholm Slot

kølstrup:
Igen i år bliver der Stjernestunder på Ulriksholm Slot.

Bag Stjernestunder står en initiativgruppe fra Kølstrup Sogneforening og slotsherre Niels Grønbech, og helt bogstaveligt er det Trio Bardolino og Trie Most-Larsen-Samsing, der skal få de musiske stjerner til at blinke i efterårsnatten.

Trio Bardolino kommer fra Prag og består af Pavel Fischer, violin, Margit Klepacova, cello, og Camilo Caller, slagtøj. Trioen er på Europa-turne og gæster slottet søndag den 25. oktober, hvor den spiller værker af Janacek, Martinu, Bittova samt egne kompositioner.

- Det er andet år, der bliver arrangeret Stjernestunder på slottet. Det var i sin tid Niels Grønbech, der spurgte sogneforeningen, om den ville være med til at lave nogle kulturelle arrangementer på slottet. Det gik godt sidste år. Derfor prøver vi igen. Vi er i fuld gang med billetsalget, fortæller Karin Hagedorn fra sogneforeningen. I Kerteminde sælges der billetter fra Den gamle Købmandsgård.


Anden koncert i rækken med Trio Most-Larsen Samsing finder sted 15. november.

Trio Bandolino serverer Stjernestunder på Ulriksholm Slot.

Fyns Stiftstidende 21.juli 2009

Munkebo Ildfestregatta omkring fjorden og noret er aflyst, men i Kølstrup skal der alligevel festes

Kølstrup: Sidste år regnede det hele dagen, da Munkebo Ildfestregatta fandt sted. Det store forarbejde gav betinget succes, da publikum holdt sig inde i tørvejr den 23. august.

Til 2009-udgaven af Ildfestregattaen har opbakningen ligeledes holdt sig på afstand, og derfor bliver der ikke holdt den store ildfest omkring fjorden og noret i år.

- Jeg har i januar og februar sendt tre gange 90 breve ud til foreninger og klubber, og jeg har ikke fået et eneste svar tilbage. Interessen har åbenbart ikke været der, siger Chris Kraft-Christensen fra arbejdsgruppen bag Munkebo Ildfestregatta.

Vejret bliver ikke værre

Men lidt liv i flammen bliver der holdt. I Kølstrup skal der nemlig festes lørdag den 22. august.

- Vi synes, at Ildfestregattaen er en god idé, og alle, der var med sidste år, havde en god oplevelse, og vi fik en positiv respons. Så vi prøver igen, for vejret kan jo ikke blive værre, siger Karin Jørgensen, der er med i den lille gruppe af borgere, der holder ildfesten i hævd.

Den første Ildfestregatta sidste år sluttede smukt og vådt på havnen i Munkebo. I august forsøger man i Kølstrup at holde ildfesten i hævd. Foto: OLE FRIIS

Fyns Stiftstidende 1.september 2008

Ugens lokal-tv

MUNKEBO: Tirsdag klokken 20 sender Munkebo Lokal TV sin ugentlige nyhedsudsendelse, der i denne uge bl.a. fortæller om Rema 1000's ombygning, Vikingedag ved Ladby, pålidelighedsløb hos Munkebo Bådelaug, ildregatta - i regn - og cityfest i Kerteminde.

Fyns Stiftstidende 22.juni 2008

Død og uhygge i solskinnet

Gyserhistorier kan godt fortælles, selv om solen skinner, fuglene synger, og græsset dufter. Børnenes fantasi skal nok klare billederne.

KØLSTRUP: Hvor går en mand hen, når han lige er blevet halshugget? Han tager på kro i Kølstrup.

Fortæller Bent Hansen havde både spøgsmål og svar, da han i går eftermiddag fortalte gyserhistorier i og omkring Ulriksholm Slot.

Han skulle give børn fra Kølstrup lidt gåsehud og mulige mareridt med sine fortællinger. Hvilket umiddelbart kunne lyde som en svær opgave, når nu det var højlys dag, sommer og dejligt vejr.

- Dagslyset er ligegyldigt, når jeg fortæller gyserhistorier. Børnene kan sagtens selv lave billederne inde i hovedet. De bruger deres fantasi, lyder det enkle svar fra skolelæreren, der i løbet af eftermiddagen skulle gyse med først børnene over otte år og senere børnene mellem to og seks år.

- Jeg fortæller nogle af de samme historier, men de skal fortælles på hver deres måde. Men de kommer til at handle om spøgelser og om folk, der kommer af dage på drabelige måder, siger Bent Hansen.

Død på stedet

Dagens første historie til den snes børn og forældre, der havde taget turen over på den anden side af fjorden fra Kølstrup til slottet, handlede om smukke, kloge Margrethe, der i Ulrikholms sale, dansede sig i døden for at undgå ægteskab med én af 12 mænd.

Den lille kreds af opmærksomme lyttere sad midt på tæppet i én af salene. Der var udsigt til sportspladsen lige derovre, og alligevel sad de dér lige på det sted, hvor Margrethe faldt død om ...

Den næste historie blev fortalt udenfor. Midt på gårdspladsen, hvor der nu er græs, men hvor der engang var lokal underholdning med halshugning.

Bent Hansen var den eneste, der stod op. Han fortalte om en vinter så kold, at ørerne faldt af, og duerne faldt dødfrosne til jorden, hvis de ikke baskede med vingerne, når de fløj.

Her midt på gårdspladsen blev en strandrøver fra det nordlige Fyn halshugget, men på grund af kulden frøs hans hoved fast til kroppen. Da man kun kunne blive halshugget én gang i livet, gik strandrøveren på kro i Kølstrup, hvor han skabte rædsel, da alle troede, at han var et spøgelse. Men det var også her, at hans hoved tøede op, faldt af og trillede hen ad gulvet.

Måske var det hele ikke helt sandt. Måske var det.

Hvor går en flok børn hen, når de lige har fået fortalt gyserhistorier?

Tilbage til børnefestivalen på sportspladsen i Kølstrup. Måske var det lige dér, der engang lå en kro ...

Lige midt på gulvet faldt Margrethe død om. Bent Hansen fortæller gyserhistorier på Ulriksholm Slot til børn, der er til børnefestival i Kølstrup.

Fyns Stiftstidende 19.juni 2008

De vinder til sidst

Kølstrup slår - næsten - altid Kertinge i den årlige rundboldkamp

KØLSTRUP: Der er stadig gang i det gamle spil rundbold flere steder på Kertemindeegnen. En turnering er netop afviklet under idrætsdagene i Dalby, og på lørdag kl. 17 spilles det traditionelle lokalopgør mellem Kølstrup og Kertinge.

- Der er ikke loft over deltagertallet, og alle kan være med både, børn, forældre og bedsteforældre uanset kondital og boldøje, reklamerer Kirstine Mengel fra Kølstrup Sogneforening.

- Og så vinder Kølstrup hver gang, ligesom tyskerne tidligere altid gjorde det i fodbold, tilføjer hun.

- Én gang er det dog lykkedes Kertinge at vinde det traditionelle lokalopgør, men det var, fordi de fik hjælp af en spiller fra Kølstrup, fortæller Kirstine Mengel, men skynder sig at tilføje, at der findes andre versioner.

Det vil givet blive diskuteret lørdag aften, når der efter kampen er fællesgrill og jazzmusik.

Opgøret finder som altid sted på sportspladsen i Kølstrup, hvor sogneforeningen om eftermiddagen fra kl. 14 holder den traditionelle børnefestival.

Gratis adgang

Der er gratis adgang til børneloppemarkedet, mens man skal købe et armbind for at deltage i øvrige aktiviteter, bl.a. kajak for unge på 12-16 år, bordfodbold og andre lege samt gyserhistorier i Ulriksholms slotshave ved den professionelle fortæller Bent Hansen fra Fabulatoriet i Odense. Desuden er der kagekonkurrence. Her kåres vinderne kl. 14.30, og bagefter spiser man selvfølgelig kagerne.

For de morgenfiske begynder dagen allerede kl. 8.00 på sportspladsen med løb, stavgang og cykling.

Programmet er udvidet i år på grund af sogneforeningens 20 års jubilæum.

Fyns Stiftstidende 7.marts 2008

Sogneforening gør klar til fest

KØLSTRUP: Sogneforeningen i Kølstrup er i fuld gang med forberedelserne til årets store fest.

I år kan foreningen nemlig fejre, at den har eksisteret i 20 år, og det skal ifølge en pressemeddelelse ske med et brag af en fest.

Aftenen begynder med et stort tagselvbord, og efter maden vil dilettant- og revygruppen optræde på scenen.

Efter revyen er der levende musik, når bandet "Det Deres" spiller op til dans.

Skulle man være forhindret i at se revyen på selve dagen, så opføres forestillingen igen mandag den 17. marts klokken 19.30 i forsamlingshuset.

Her er entréen på 30 kroner, mens børn kommer gratis ind. På selve dagen koster det 190 kroner at deltage i festlighederne, men det kræver, at man har bestilt billetter hos Karin Løwenstein.

Kølstrup Sogneforening er Hundslev-, Ladby-, Kølstrup- og Kertinge-områdets beboerforening.

Kerteminde Ugeavis 26.februar 2008

Præst fik læst teksten på fodboldbanen

Den 27. februar er det 25 år siden, at sognepræst Knud Erik Kristensen blev indsat i embedet

KØLSTRUP: Da Knud Erik Kristensen i februar 1983 rykkede ind i præstegården i Kølstrup sammen med sin daværende, nu afdøde kone Birgit og datteren Tine, kunne han løbe fra årgangens konfirmander.

- Og det kan jeg stadig, i hvert fald på den korte distance, siger den 53-årige sognepræst - dog med tilføjelsen tror jeg, og det er det, han gør. Han tror således også, at han kan holde kroppen og kondien i orden med masser af havearbejde og i øvrigt et meget aktivt liv. Men et par langrendsski uden bindinger på præstegårdens kontor er et godt symbol på, at han ikke længere dyrker sport eller idræt i traditionel forstand, og fodboldstøvlerne er da også for længst sat i skabet.

Der gik ellers ikke mange år fra de første skridt på Kølstrup-egnen, til den ved indsættelsen 28-årige sognepræst snørede sine fodboldstøvler og dukkede op på KR70s baner. Her blev den unge præst kendt som en skarp angrebsspiller og for at score på gode dage. Men der var også dårlige dage på banen. Og efter, at en oplagt chance en dag blev brændt, blev han overfaldet af en medspiller, der med eder og forbandelser sendte præsten et vis sted hen på grund af den dårlige afslutning.

Allerde i pausen var spilleren med de mange forbandelser klar over over sin brøde, og han undskyldte mange gange over for præsten.

- Jamen, det skal du bestemt ikke undskylde, lød svaret fra Knud Erik Kristensen, der netop ikke var søgt til Kølstrup for at sidde i et ophøjet embede, men som gerne ville være på lige fod med menigheden og spillerne på banen.

- Jeg føler mig da også rigtig godt tilpas i lokalområdet. Jeg vil gerne vide, hvad der sker, og jeg deltager for eksempel altid, når der er generalforsamling i sogneforeningen og i lokalhistorisk forening, hvor jeg sågar er formand. Når de to foreninger laver noget sammen med menighedsrådet, så samler vi let 50 mennesker - af og til endnu flere - så alene af den vej har jeg en stor lokal kontaktflade, siger sognepræsten, der har været udsendt som feltpræst otte gange - til Bosnien, Kosovo og Irak.

- Jeg søger udfordringer. Når jeg er ude, er jeg tæt sammen med en gruppe herlige unge mennesker, der ofte ikke har været i kirke siden konfirmationen, men som i høj grad har behov for at snakke med en sjælesørger, en slags psykolog, ja kort sagt en præst. Jeg siger til dem, at livet ikke nødvendigvis er let, og vi snakker om, at grimme oplevelser aldrig kommer helt ud af kroppen. De bliver ved med at dukke op. Derfor har de brug for at snakke, forklarer sognepræsten, der også helt personligt har haft tragedien inde på livet som for eksempel, da han i 1988 mistede sin egen kone, og da han i 1996 måtte begrave to unge mennesker fra Kølstrup, som blev dræbt ved en trafikulykke, medens de var på vej til Rynkeby.

- Efter den begravelse, men samme dag, havde jeg fire bryllupper - heldigvis. Livet skal jo gå videre. Det er også noget af det, jeg forsøger at sige ved en afsked, uanset hvor trist og uforståeligt, det hele kan virke i den aktuelle situation, siger præsten, der har let til latter, og som for eksempel holder af at fortælle småhistorier om den store præstefamilie, der tillige består af præstefruen Ingrid samt dine, mine og vores børn - syv ialt.

- I sin tid købte jeg en 12-personers Transit, så alle kunne være med. Sammen kørte vi på ferie blandt andet til Norge, fortæller Knud Erik Kristensen, der også holder meget af historien om dengang, han var udstationeret på Balkan:

- Da var der mere fred på Balkan end i præstegården i

Kølstrup, hvor fire teenager-piger huserede. Syv børn, men kun seks børneværelser i præstegården. Det har været muntert, konstaterer Knud Erik Kristensen, der siden sin tiltrædelse har været præst for omkring 850 sognebørn i Kølstrup og næsten 6000 i Munkebo.

- Da jeg tiltrådte, var Orla Pedersen sognepræst i Munkebo. Lidt drillende omtalte han mig altid som kapellanen, men det var det, jeg var. Hjælpepræst. En fjerdedel af min tid skulle bruges i Munkebo, men nu er præsten i Munkebo og Kølstrup ligestillet. Der er tale om et pastorat med to præster.

- Jeg kan ikke hævde, at medlemmerne af de to menigheder gennem årene har fået lige stor opmærksomhed fra min side. Når der er bisættelse i Kølstrup, så kender jeg som hovedregel altid den døde. Helt omvendt har det været i Munkebo. Jo, jeg har nok følt mig som hjælpepræst, og jeg har aldrig blandet mig i det lokale i Munkebo på samme måde som i Kølstrup, siger sognepræsten, der nu forretter halvdelen af samtlige gudstjenester og begravelser i Munkebo. Omvendt tager Eva Fischer Boel sig af halvdelen af de kirkelige handlinger i Kølstrup.

25-års jubilæet markeres ved en reception i konfirmandstuen i Kølstrup. Det sker i forlængelse af gudstjenesten på søndag kl. 11.

Knud Erik Kristensen foran sin arbejdsplads i 25 år.

Fyns Stiftstidende 1.februar 2008

KFUM-spejdere planter æbletræ

KØLSTRUP: For at gøre opmærksom på, at der hver dag forsvinder stadig flere arter på jorden plantede KFUM-spejderne i Kølstrup tirsdag aften et æbletræ foran spejderhytten. Træet havde medlemmerne Marie og Anne Kofoed fået med hjem fra Kolding, hvor de sammen med repræsentanter fra Kerteminde Kommune deltog i Countdown 2010.

Her forpligtede kommunen sig til at arbejde for, at de kommende generationer kan opleve en artsrigdom, der er større end i dag.

Kerteminde Ugeavis 29.januar 2008

Katten af tønden

KØLSTRUP: Alle børn er velkomne, og vi glæder os til at se de mange flotte udklædninger, lyder det fra Kølstrup Sogneforening, der på søndag kl. 14.00 slår "Katten af tønden" i Kølstrup Forsamlingshus. Der er godteposer til alle, og der vil selvfølgelig også være præmier til de mest fantasifulde udklædninger. Billetter købes ved indgangen.

Gadespejlet 23.januar 2008

Foredrag med Thomas Bergstrand

Knap 40 mennesker gik i aftes under lyden af flyvende svaner over Noret til foredrag i Kølstrup, hvor de 3 lokale foreninger, Lokalhistorisk Forening, Menighedsrådet og Sogneforeningen, havde på trods af konkurrence fra spillegilde i byen og landskamp i fjernsynet, indbudt til foredrag med Thomas Bergstrand.

Og de gik på ingen måde forgæves, Thomas tryllebandt med sin generte stolthed forsamlingen i 2 gange 45 minutter med en fortælling om sin 2-års sejlads som skipper på det kendte skib Nordkaberen, hvor han sammen med skiftende bemanding sejlede rundt i sydøst Asien.

Thomas, der oprindeligt stammer fra Nordøstfyn, kunne se såvel sin familie som sin folkeskolelærer blandt publikum og følte sig lidt genert ved situationen. Men det forsvandt hurtigt og flotte foto og spændende fortællinger fra sejladsen gjorde det svært at gå til pause.

Men hjemmebagt kage og kaffe for 5 kroner til et i øvrigt gratis arrangement, gjorde stor lykke.

Fyns Stiftstidende 26.november 2007

De første julelys blev støbt
Af Thomas Bach-Laursen

Kølstrup Præstegård dannede rammen om det årlige marked

KØLSTRUP/KERTINGE: Spejderne i Kølstrup og Kertinge har i årets løb samlet rester af stearinlys sammen, og i går kom hele herligheden en tur i den varme gryde, da de mindste fik lov at prøve kræfter med kunsten at dyppe lys.

En hård vind fra vest gjorde det til en kold fornøjelse, da "Koret ved Noret" underholdt med sang og dans, var der koldt udenfor, så var der til gengæld varme inde i spejderhytten, der i dagens anledning var lavet om til café.

En sød duft af vanille og nelliker strømmede gæsterne i møde, og her kunne den varme børnegløgg så nyde til toner af de to guitarister Jack Frederiksen og Paul Giles, der spillede folk, rock og blues.

- Vi har allerede tjent 400 kroner, lød det fra en tilfreds spejder, der fra en lille bod solgte kaffe og kage.

I den gamle hønsestald var der kunsthåndværkermarked, hvor beboerne solgte keramik, pileflet og billeder.

I Kølstrup Sogns Lokalhistoriske Forening viste Inger Pedersen nysgerrige rundt, ligesom årets fællesudstilling om kommunens kirker var sat op igen.

Markedet gentages på søndag den 2. december, hvor juletræet tændes klokken 16.00.

Det er fjerde år i træk, at spejderne holder julemarked i den imponerende firelængede præstegård i Kølstrup, og overskuddet går til spejdernes årlige sommerlejr.

Under kyndig vejledning af spejderleder Signe Jørgensen fik Kathrine Andersen i går lov til at dyppe den lange hvide snor ned i det flydende stearin, da spejderne i Kølstrup afholdt det første af årets to julemarkeder. Foto: Tim K. Jensen.

Fyns Stiftstidende 18.november 2007

Julen begynder i den gamle præstegård

Spejderne står bag et væld af aktiviteter ved det årlige marked

KØLSTRUP: Brændte mandler, bagte æbler, honninghjerter, juleneg og pyntegran. Julen - af den gamle slags - begynder i Kølstrup Præstegård, når spejderne og deres forældre den 25. november åbner for et væld af aktiviteter og underholdning ved det årlige julemarked.

I cafeen, hvor spejderne sælger vafler, kage og varme drikke, underholder de lokale spillemænd med julemusik af ny og ældre dato, og ude på gårdspladsen synger "Koret ved Noret" igennem klokken 12.00, mens det amerikansk-canadiske kor Carrolls under-holder klokken 14.00.

I en af præstegårdens porte bliver der mulighed for at dryppe sine egne stearinlys, og selv om der på sin vis her er tale om kunsthåndværk, så præsenteres den mere professionelle af slagsen i den gamle hønsestald.

Kirker og keramik

Her præsenterer boderne et væld af forskellige julegaveideer - herunder keramik, strik, silketørklæder, filt, pileflet, naturkosmetik, fuglehuse, linoleumstryk, ting af træ og postkort med lokale motiver og meget mere.

Helt oplagt har arrangørerne taget fat i årets fælles udstilling fra de lokalhistoriske arkiver. Emnet var i år "Kirker i Kommunen", og udstilling om kommunens kirker kommer op og hænge igen.

Den blev i oktober vist på Toldboden, og kan nu ses i konfirmandstuen.

Samtidig viser sognepræst Knud Erik Kristensen rundt i kirken, hvor han fortæller om de gamle bygninger. Rundvisningen begynder klokken 12.30.

Pengene går til lejrtur

Selv om mørket så småt er ved at falde på, når markedet lukker ned sidst på eftermiddagen, så skal overskuddet gemmes til den lyse tid.

For pengene bruges til at finansiere spejderne årlige sommerlejr.

Det er fjerde gang, at præstegårdens fire længer bindingværk danner rammen om det stemningsfulde julemarked.

Markedet finder sted søndag den 25. november samt den 2. december - begge dage fra klokken 11.00 til 16.00.

Fyns Stiftstidende 30.oktober 2007

Gulvet slides og håret tjekkes

Energien er høj på sodavandsdiskoteket i Kølstrup Forsamlingshus, hvor 150 børn fester

Langt inden byskiltet er nået, afslører de dunkende rytmer i tusmørket, at der er fest i Kølstrup. Lydene lokaliseres hurtigt til forsamlingshusets parkeringsplads, hvor børn stående i grupper, i løb eller i vraltende hængerøvsgang afslører, at her er der gang i noget.

KØLSTRUP:

Pladsen foran forsamlingshuset bliver nemlig brugt til at få luft og få hvilet ørene lidt. Med omkring 150 børn som festdeltagere, er der trængsel indendøre, hvor også lydniveauet er langt over almindeligt råbe-niveau. Pladsen er nu også god, når pigerne skal sladre, seje drenge skal vise sig, og måske "kommer man til" at støde ind i Kølstrup sødeste.

I døren til festsalen står to fædre og kigger. Der er i aften otte voksne, som hjælper til.

- Vi er tilpas mange voksne i aften. Holder vi ikke opsyn, kan børnene begynde at sprøjte med sodavand, eller legen og løbet i gården bliver for vild. Børnene til festen er op til 14 år, så der sker meget, fortæller bestyrelsesmedlem i Kølstrup Sogneforening, Torben Larsen.

Han sidder ved indgangen og byder velkommen. Efter en halv times diskotek har 90 børn fået en lille billet.

Ude på toiletterne bliver der kigget en ekstra gang i spejlet. Tiden, hvor det kun var pigerne, som skulle rette håret, inden deres entre på dansegulvet er fordi. Drengene skal også tjekke om det voksstive hår fortsat rager fire centimeter op i luften.

Det gør det, og det bevæger sig ikke en millimeter under dansen til popmusikken.

, så han kan overdøve de skingre hvin, som kommer ude fra pigernes toilet. Døren står åben, og en dreng har forvildet et blik derind.

- Vi holder sodavandsdiskotek to gange om året for at samle børnene omkring os. Det er børn, som går på Nymarksskolen og Revninge Friskole. Helt fra begyndelsen har der været stor opbakning hos både børn og deres forældre, halvråber

Ude på dansegulvet har pigerne til gengæld ikke det mindste imod, at drengene kigger. Der bliver danset, så tørsten må slukkes med en sodavand. De allermindste kaster sig over slikket og de varme popcorn, som bliver fortæret med motormund.

Festen varer tre timer. Kl. 22.00 er det forbi. Børnene skal hjem. Det bliver ikke let at sove. Enten på grund af sukkerchok eller måske tanken om Kølstrups sødeste, som fik et blik og et skub ude på pladsen foran.

Der blev gået til den på danse gulvet. En dj sørgede for, at musikken var høj nok. Foto: Ole Friis

Fyns Stiftstidende 13.september 2007

Borgerne spiser sammen

KØLSTRUP: Sogneforeningen i Kølstrup indbyder områdets borgere til fællesspisning tirsdag den 25. september klokken 18 i Kølstrup Forsamlingshus. Interesserede skal huske at melde sig til.

Fyns Stiftstidende 10.september 2007

Fællesspisning

KØLSTRUP: Tirsdag den 25. september klokken 18 arrangeres der fællesspisning for alle fra lokalområdet i Kølstrup Forsamlingshus. Voksne skal betale 50, børn under 12 år 25 kroner. Tilmelding på 65 39 10 19.

Fyns Stiftstidende 18.august 2007

Kønnenes kamp på rundboldbanen

KØLSTRUP: Torsdag var dagen, hvor den årlige rundbolddyst mellem Kølstrup og Kertinge skulle have været afviklet. Men allerede inden dysten kom i gang, stod det klart, at Kølstrup havde en klar fordel.

Deltagerne begyndte med fællesspisning, og her viste det sig, at der ud af godt 30 deltagere kun var mødt fire mand op fra Kertinge.

Så efter en heftig - men demokratisk debat - blev Kølstrup udråbt til vinder af dysten, og dermed var vandrepokalen sikret ind til næste år.

Herefter blev rundboldkampen afviklet som en kamp mellem pigerne og drengene, hvor sidstnævnte høstede en kneben sejr.

Fyns Stiftstidende 16.august 2007

Landsbyer dyster i rundbold

KØLSTRUP: Kølstrup/Hundslev har en revanche til gode, når beboerne i aften møder naboerne fra Kertinge/Ladby på sportspladsen i Kølstrup.

Her skal den årlige rundbolddyst afgøres med start klokken 17.30, og sidste år var det Kertinge, der løb med pokalen.

Er man ikke til rundbold, er der mulighed for at udfordre naboerne i petanque.

Fyns Stiftstidende 18.juni 2007

Våd børnefestival i Kølstrup

KØLSTRUP: Weekendens lunefulde vejr gjorde det nervepirrende at være arrangør af udendørs arrangementer, hvilket blandt andet Kølstrup Sogneforening fik at mærke i går.

Sogneforeningens årlige børnefestival på sportspladsen plejer at være både velbesøgt og velsignet med solskin, men sådan skulle det ikke gå i år.

- Vi har ikke haft ret mange gæster i dag. Vi plejer ellers at have rigtig mange børn, men i dag har der vel kun været 10-15 stykker. Om det så skyldes vejret eller konkurrencen fra dyrskuet i Odense og sportsugen i Rynkeby, skal jeg ikke kunne sige, lød det fra Kirstine Mengel fra sogneforeningens bestyrelse.

Børnefestivalen i Kølstrup, som i9 år kunne fejre 12 års jubilæum, har skiftende temaer og temaet i år skulle vise sig at være velvalgt.

Årets tema var nemlig "Vand", og vand var der nok af - både i fjorden og fra oven.

Alle mand i læ

På et tidspunkt, da en særlig våd tordenbyge trak over pladsen, var næsten alle festivaldeltagerne stuvet sammen i sogneforeningens åbne teltpavillon, hvor der blev holdt godt fast i teltdugen og stængerne, som ellers ville være blæst væk.

Det skuffende fremmøde til festivalen får dog ikke nogen betydning for næste års arrangement, fortalte Kirstine Mengel.

- Vi budgetterer ikke med overskud på festivalerne. Det er en underskudsforretning, men det skal der også være plads til. Det er jo blandt andet det, vi som sogneforening er til for, fortalte Kirstine Mengel.

Årets børnefestival i Kølstrup var henlagt til fjorden, hvor der var mulighed for at prøve at "gå på vandet" og ro i kajak.

Fyns Stiftstidende 29.april 2007

Legepladsdag

KØLSTRUP: Så er det forår og tiden til at give legepladsen en overhaling. I dag klokken kl. 14 arrangerer Kølstrup Sogneforening legepladsdag. Grib riven, en hammer eller andet værktøj og mød op.

Fyns Stiftstidende 25.april 2007

Fællesspisning i forsamlingshuset

KØLSTRUP: Kølstrup Sogneforening arrangerer i morgen fællesspisning. Det foregår i Kølstrup Forsamlingshus, og man skal være bænket klokken 18, hvor der bliver sat mad på bordet.

Fyns Stiftstidende 23.marts 2007

Forårsfest i Kølstrup

Fest med tag-selv-bord, revy og dans

KØLSTRUP: I morgen aften er der forårsfest i Kølstrup Forsamlingshus med stort tag-selv-bord, revy og bandet "Det Deres" er også booket for at få danselysten frem.

Billetter kan bestilles og afhentes hos Karin Jørgensen fra Kølstrup Sogneforening. Hendes nummer er 65321219. Det er allersidste chance i dag, for der er kun ganske få billetter tilbage, oplyser Karin Jørgensen.

Kølstrup Revyen indeholder ikke lokalt stof, men bygger på gamle revynumre, fortæller Linda Boel, der er instruktør på revyen.

Uden at afsløre for meget kan det oplyses, at rammehistorien er, at de medvirkende skal fremstille en video til "Smilehullerne." Det er et arbejde, der ikke sker uden lidt besvær.

Der er syv skuespillere og tre musikere med, fortæller instruktøren.

Forårsfesten begynder klokken 18 i morgen i forsamlingshuset. Har man lyst til at lure generalprøven på revyen, kan det ske i aften.

Generalprøven begynder klokken 19, og det koster 30 kroner for voksne, mens børn er gratis.

Jack og Linda Walther optræder i Kølstrup Revyen med nummeret "You can leave your hat on." Jack Walther syner sangen, mens Linda Walther agerer til hans tekst. PRIVATfoto

Kjerteminde Avis 9.marts 2007

Rollerne fordelt i Kølstrup Sogneforening

Bestyrelsen i Kølstrup Sogneforening har efter generalforsamlingen konstitueret sig som følger:

Formand Jan Bisgaard, næstformand Ole Haastrup, kasserer Birgitte Hein, sekretær Kirstine Mengel, og menige Casper Arevad, Inge Gorm, Karin Jørgensen samt suppleanter med Karin Løwenstein, Ingrid Kristensen, Hans Nielsen og Torben Larsen.

Allerede 24.marts 2007 har foreningen det næste arrangement, nemlig årets forårsfest.

Læs mere på www.koelstrup.dk

Kjerteminde Avis 12.februar 2007

Formandsskifte i Kølstrup Sogneforening
Efter 16 år på formandsposten trak Jørgen Lindø sig helt ud af bestyrelse

KØLSTRUP: I modsætning til sidste år, hvor der kun mødte et menigt medlem op til generalforsamlingen, var der i aftes mødt hele 10 medlemmer op, og vel og mærke nogen som gerne ville tage en tørn i bestyrelsesarbejdet.

i velkomsten glæde sig over det store fremmøde, mens han ved valghandlingen med vemod i stemmen kunne fortælle at han selv nu trak sig fra bestyrelsen, en post han har haft siden foreningens start 1988 og heraf de 16 år som formand. Desuden ønskede foreningens kasserer at stoppe grundet fraflytning fra området og bestyrelsesmedlem igennem 10 år

Således kunne formand

stoppede også for at give plads til nye kræfter.

Efter en særdeles heftig valghandling blev bemandingen således:

Bestyrelse med nyvalgt Birgitte Hein, nyvalgt Casper Arevad, nyvalgt Jan Bisgaard,

, Kirstine Mengel, Inge Gorm, Karin Jørgensen. Bestyrelsen konstituerer sig senere.

hyldet for sin store indsats fra start af foreningen til nu.

Under eventuelt blev den afgående formand

Allerede fastelavnssøndag har foreningen det næste arrangement med ’Slå katten af tønden’.

Der var pænt fremmøde til generalforsamlingen, som skulle vælge flere nye medlemmer til bestyrelsen

Fyns Stiftstidende 10.februar 2007

Farvel-hyldest til sogneformanden

KØLSTRUP: Der var hyldest og tak til Jørgen Lindø fra en velbesøgt generalforsamling i Kølstrup Sogneforening, hvor han med vemod i stemmen fortalte, at han trak sig fra bestyrelsen. Han har været med siden foreningens start i 1988 og været formand i 16 år.

Ud over formanden forlod også kasserer Thomas Bækkelund - på grund af fraflytning - og Jes Larsen bestyrelsen.

Nyvalgt til bestyrelsen blev Birgitte Hein, Casper Arevad og Jan Bisgaard, mens Ole Haastrup, Kirstine Mengel, Inge Gorm og Karin Jørgensen genvalgtes. Listen over suppleanter omfatter Karin Løwenstein (nyvalgt), Ingrid Kristensen, Hans Nielsen og Torben Larsen.

Fyns Stiftstidende 8.februar 2007

Sogneforening mødes

KØLSTRUP: Sogneforeningen i Kølstrup holder i aften generalforsamling. Det sker i Kølstrup Præstegårds konfirmandstue, og mødet begynder klokken 19.30.

Fyns Stiftstidende 23.januar 2007

Spis med i forsamlingshuset

KØLSTRUP: I dag er sidste frist for tilmelding, hvis man vil deltage i fællesspisning i Kølstrup Forsamlingshus.

Arrangementet, der finder sted torsdag den 25. januar klokken 18.00, er arrangeret at Kølstrup Sogneforening. Spisningen koster 50 kroner for voksne og 25 koner. for børn under 12 år.

Tilmelding kan ske til Kertinge Modeklip på telefon 65321219. Alle er velkomne.

Fyns Stiftstidende 13.januar 2007

Mit liv som livvagt

KØLSTRUP: Skæg og blå briller. Forhenværende vicekriminalinspektør Erling Bott, Kerteminde, holder foredrag i Kølstrup Forsamlingshus om sit liv ved politiet. Her vil han fortælle om sin tid som bodyguard for de kongelige på Fredensborg Slot og Amalienborg, ligesom han vil fortælle om kriminalteknik.

I 37 år var Erling Bott ansat ved ordensmagten - blandt andet som chef for kriminalteknisk afdeling på Fyn og i København. I løbet af den lange karriere fungerede han også som bomberekognoscent, men siden han trak sig tilbage fra en stilling som leder af teknisk afdeling hos kriminalpolitiet i Odense, har han gået på opdagelse i de fynske marker med sin metaldetektor.

I dag er han amatørarkæolog med tilknytning til Ladbyskibsmuseet.

Foredraget er arrangeret i fællesskab af Kølstrup Sogneforening, Kølstrup Lokalhistoriske Forening og menighedsrådet. Arrangementet finder sted den 18. januar klokken 19.30 i Kølstrup Forsamlingshus. Der kræves entré på 25 kroner, og alle er velkomne.

Nyeste kommentarer

27.03 | 16:10

Fint vi lejer let telt den 5 juni Venlig hilsen Bendix

15.03 | 07:49

Kære Alle i Kølstrup. Her fra Ulriksholmvej 9 skal lyde et rigtig god forår ti...

23.11 | 16:25

Hej Kirsten Ja, men skriv på: http://www.123hjemmeside.dk/tl9/53259432 s...

20.11 | 08:51

Hej Jeg har tidligere modtaget jeres blad, men gør det ikke mere. Er...