DK-5300 Kerteminde
Kølstrup Sogns Lokalhistoriske Forening
Åbningstider
Arkivet har åbent den første tirsdag i hver måned kl. 19:00 til 22:00
Adresse: Kølstrup Præstegård, Kølstrup Bygade 25
Vi modtager gerne billeder, arkivalier og andet materiale der belyser sognets historie. Har du ting du ikke vil af med, har vi mulighed for kopiere dem.
Arkivleder: Mogens Larsen, e-mail: larsen.mpl@gmail.com
Ulriksholm slot
Nyheder
Se Kølstrup Sogn gennem billeder og tekst.
Gennem flere år har aktive folk i Lokalhistorisk Forening indscannet et væld af billeder. Hele 1750 billeder ligger nu indscannet til fri afbenyttelse og til behagelig syn. Der er også skrevet tekster til billederne.
Billeder fra Kølstrup Sogn og mange andre arkiver fra Danmark, kan ses på net adressen: http://www.arkiv.dk/
Bestyrelsen
Knud Erik Kristensen
Evald M. Jensen
Carsten Skovlunden
Anette Knudsen
Ejner Jensen
Bjarne Hansen
Mogens Larsen
Ulrik Gervig, suppleant
Kølstrup kirke
Kølstrup kirke
Træerne i Hundslev
Når bønderne i gamle dage skulle vise gårdens velstand, var en af måderne at lægge møddingen på gårdspladsen, og gerne så tæt på vejen som muligt, også selvom det i nogle tilfælde kunne være upraktisk.( ”Villy Gervigs”) gård, som ligger midt i Hundslev, er et godt eksempel. På den gamle, stråtækte bindingsværksgård, Skippergården, har gårdens mødding sikkert også ligget til offentlig beskuelse. Men man er ikke sikker, da der kun findes en enkelt, dog ret omhyggelig, beskrivelse af stuehuset og de store træer, som omgav gården. Takket være min bedstemor, Kirsten Elisa Marie Debora Andersen, blev det gamle stuehus både i det indre og udvendige beskrevet, mens tid var, og disse optegnelser, som også indeholdt hendes barndomsminder, blev fundet efter hendes død, d.7. juni 1949.
Den gamle gård, som kan dateres tilbage til omkring 1780, købte min oldefar, skibsfører/kaptajn, Hans Marius Nielsen af en kammerråd d. 18. december 1861. Derfor kaldtes gården blandt folk i Hundslev for ”Kammerrådsgården”. En kammerråd var oprindelig en embedsmand, som var beskæftiget med statens finanser. Senere blev det blot en ærestitel, som blev givet til folk, som havde gjort en ekstra indsats for samfundet. (Læs om Kammerråden næste side) Gårdens rigtige navn ”Baraelkamay” blev senere skrevet i en blænding på det ny opførte stuehus. Navnet er hebræisk og betyder: ”Gud skabte denne forgængelige verden”. Efter at gården brændte i 1905, opførtes en helt ny og moderene gård. Der opførtes et stort, rødt, toetages stuehus, omtrent der hvor det gamle, lave stuehus havde ligget, og i steder for de to staldlænger, som havde ligget mod vest og mod nord, byggede man en én stor, kombineret stald – og ladebygning mod vest. Møddingen blev lagt vag ved ladebygningen, omkranset af en lav, trefløjet kampestensmur, så der var styr på herlighederne, Og så blev der ud mod vejen anlagt en noget prangende gårdsplads, som viste, at ejeren havde magt over tingene, Gårdspladsen og de omgivende træer ser ud og er næsten den samme som dengang i 1905.Pladsen er en rund grusplads med et stort lindetræ i midten, der blev plantet efter branden. Lindetræet vender jeg tilbage til senere. Mod syd og vest omgives pladsen af stuehus og avlsbygningerne og mod nord og mod øst, ud til vejen, står en gammel tjørnehæk, også fra 1905, med en række store sten ind til gårdspladsen. Nogle af de store sten har sikkert været sylsten under de gamle bygninger. Ud til vejen, i tjørnehækken, stod med nogle meters afstand 4 amerikanske ahorn. De blev stynet, så de ikke skyggede for meget. Typisk for de amerikanske ahorn var, at bladene var gule hele sommeren. Ofte kom forbipasserende ind for at høre, hvor de der mærkelige træer dog kom fra, og om de var syge. Men de fejlede skam ”ette nov”, og de blev først fældet engang i 1990erne.
Ud over den store lind på gårdspladsen stod der et kæmpe lindetræ bagved ladebygningen, ud mod vest. Min bedstemor omtaler et stort lindetræ allerede fra sin barndom, gad vide om det var det samme træ. Træet var nærmest pyramideformet, med nogle store, tykke, vandrette grene nederst. Natuglen holdt til i træet og har sikkert fundet en redeplads i det tætte grenvildnis øverst oppe. Jeg har som barn klatret meget i træet, men må med skam melde, at jeg aldrig nåede op i toppen af det. Desværre blev det fældet for at give plads til en svinestald, da Inge-Lise og Erik overtog gården i 1963.
Gården havde en stor landbohave med æble-, pære-, blommetræer og bærbuske. Vi var selvforsynet med frugt og grønt. Der var en n
nøddegang med hasselbuske på begge sider, og langs et svinehus i træ, bygget til senere, stod mod syd en række espalier - ferskentræer, som i gode somre bar frugt. Om vi huggede ferskner? Nej, er du tovli´ ma´, de´ gjor´vi dat´ u´ på la´et! Et drivhus ville have gjort ” kålhaven ” perfekt.
Kammerråd Frederik Hintze Larsen, født i Ladby d. 28/12 1764, som søn af Lars Hjort. Gift med Anna Elisabeth Clausen, født i Nr. Sundby 14/1 1774. Amtsforvalter i Hjørring 1801 til 1815. Købte i 1815 gården i Hundslev hvor de boede til han døde 28/2 1841, Anna Elisabeth døde d. 27/10 1860.
Se gravsten på Kølstrup kirkegård, tæt på kirkens nordlige side.
(Kilde, Ole Andersen)
Folder nummer 90
100 året for kvindernes stemmeret.
I anledning af 100 året for kvindernes stemmeret, holder arkiverne en udstilling 3/10 – 30/10 på Toldboden i Kerteminde Temaet er:
”Markante kvinder fra sognet”
I Kølstrup har vi valgt 5 kvinder, som vi her giver en lille omtale af.
Anne Marie Jensen . ”Marie sygeplejerske” Født i Hundslev 1896 som datter af bagersvend Kristian Jensen og hustru Johanne Sofie.
I 1881 blev der stiftet en sygeplejeforening, Formålet var at skaffe de syge en kyndig pleje. De første år skiftede man tit sygeplejerske. Men i 1918 blev den 22 årige Marie Jensen antaget, hun startede med en årsløn på 1275 kr.
Marie var meget vellidt i sognet, og et særligt tag havde hun på de generte drenge når der var helbredsundersøgelse i skolen.
Det blev til 40 år som sognets sygeplejerske. I 1958 går hun på pension.
Marie var ugift og boede hele sit liv hos forældrene i Hundslev.
Marie Jensen døde den 19. september 1966, 70 år gammel.
Kirsten Runge Walther. ”Kis Walther”. Født den 15/3 1905 i Brønshøj som datter af Hertha og Karsten Petersen Runge. Kort efter dåben flyttede familien til Vejle, hvor faderen havde fået ansættelse som ingeniør og motorsagkyndig ved kommunen. I skolen var det gymnastikken der interesserede hende mest. Efter konfirmationen var hun i huset hjemme hos sin mor. I 1923-24 var hun på Statens Gymnastikhøjskole i København. Efter et år var hun tilbage i Vejle, hvor hun tog sykursus, husholdningskursus, kørekort og ledede gymnastik om aftenen.
I 1925 tog hun til Ollerup Gymnastikhøjskole for at lære hos Niels Bukh. Her blev hun forelsket i en ung landmandssøn fra Kølstrup Aage Walther, han var også elev på skolen.
Mens hun var på Ollerup blev der lejlighed til komme til U.S.A. for at undervise i Niels Bukhs gymnastik. Kirsten var så heldig at blive udtaget til komme med, så i 1927 rejste hun sammen med en veninde til staterne. Hun kom til en by der hed Caprun, hun boede flere steder, bl. a hos noget familie der havde en farm, en dag i høst kom der en bil ind i gården- det var Aage og hans bror Alfred,- så hun blev glad for at se sin kæreste.
I 1929 blev Kirsten og Aage gift i Vejle, derefter forpagtede de gården i Kølstrup. Børn: Aase født 1930 og Karsten født 1934.
Foruden at være husmoder var Kirsten 4 år i sognerådet, for øvrigt som den første kvinde. 24 år i menighedsrådet. Ledede gymnastik i Kølstrup og på Nymarksskolen i 8 år. Sine sidste år boede hun i ældrebolig i Kerteminde, her døde hun den 29/12 2003. næsten 99 år gammel.
Elna Andersen. Lærerinde ved Kølstrup Forskole.
Født i Odense den 30. juli 1890 som datter af Manufakturhandler Rasmus Andersen og hustru Anne Katrine. Sin uddannelse fik hun på Odense Forskoleseminarium. Efter et par år i Årslev Friskole kom hun i 1914 til Kølstrup. Her starter hun på en lang periode, idet hun de næste 42 år bliver den lærerinde de små Kølstrupborgere stifter bekendtskab med, når de starter deres skolegang. Hun er fra alle sider blevet omtalt som den fuldendte lærer for småbørn.
I 1956 tog hun sin afsked, og flyttede til et hus hun havde bygget på Ulriksholmvej nr. 17. Elna Andersen døde den 4. april 1974, 83 år gammel
Ingeborg Suhr.
Suhrs Husholdningsskole.
Ingeborg Suhr blev født i Kølstrup 1871, som datter af førstelærer Johs. Suhr og hustru Ane Christine. Som voksen flyttede hun til København, hvor hun i 4 år var assistent ved Vestre Hospital og leder af det store køkkenpersonale.
Derefter tog hun til Norge hvor hun studerede ved Henriette Schønbergs Husholdnings-Seminarium, her fik hun sin eksamen som Husholdnings- lærerinde. Kurser i Tyskland og Sverige, volontør på Hotel Phønix og Konditori La- Glace.
I 1901 startede hun ”Suhrs” Husholdningsskole i Skindergade København. Den blev hurtig et tillægstykke og eleverne strømmede til. 4 år senere grundlagde hun ”Suhrs Seminarium” hvor man på 3½ år kunne blive ernæring og husholdningsøkonom.
I 1912 blev hun gift med Ørelæge Carl Mailand. 1 1926 fik hun fortjenst-medaljen i guld. Ægteparret Mailand og Suhr omdannede i 1951 skolen til en selvejende institution. Ingeborg Mailand Suhr døde i 1969.
Karen Madsen
. ”Karen Fisker”.
Karen blev født 1915 i Voldby ved Hammel. Som 19-årig fik Karen tuberkulose og tilbragte 5 år på Ry Sanatorium, blev helbredt og giftede sig i 1939 Mads Madsen fra Hindsholm. Efter de var blevet gift slog de sig ned i Hundslev. De begyndte at sælge fisk, under krigen var det på cykel, men efter krigen købte Mads sig en motorcykel, siden købte de en lille lastvogn og Karen overtog Motorcyklen.
På sine ældre dage samlede Karen ældre mennesker i huset i Hundslev. I 1978 tog hun initiativ til at få bygget nogle ældreboliger ved Plejehjemmet Dalsbo. Ved hjælp af bl.a. Else Møller og Rasmus Pedersen, kunne Karen i 1980 tage det første spadestik, og senere flyttede hun som den første ind. For sin indsats blev hun udnævnt til Årets Kerteminde borger. Ved 25 års-jubilæet for Fællesrækken blev der indmuret en plade med Karen ”Fisker” Madsens navn. Karen Madsen døde i Rynkeby 1993.
Folder nummer 89
Griseslagtning fortsat:
Trækarret fik i de næste måneder en helt anden rolle. Det kød, som skulle gemmes og spises, efterhånden som der blev brug for det, blev saltet. Trækarret stod nede i vores kælder, hvor der var en konstant lav temperatur. Før kødet kunne bruges, blev det taget op og udvandet et par dage i forvejen. Og flæskestegen? Jamen, den havde ikke taget skade af at være nedsaltet, snarer tværtimod, selv om onde tunger ofte påstår det modsatte.
Engang i 50erne blev vi ligesom de andre gårde medlem af Rynkeby Andels Frysehus. Og det gjorde det hele nemmere – omtrent! Frysehuset blev bestyret af tre søstre, frysepigerne, og de var skrappe. Når jeg kom med min seddel skrevet med min mors ulæselige håndskrift, var det altid spændende, hvad jeg kom hjem med. Og så skulle ønsket fremføres i en orn´lig og høflig tone. Ja, meget af min dannelse står frysepigerne og andet lokalt godtfolk for.
Af grisehovedet lavede min mor sylte. Spegepølserne blev røget og hængt op på stuehusloftet, jeg syntes, at der var nogle underlige, små, tørre nogle. Men musene var vilde med dem, og det var ikke altid nok, at pølserne hang ned fra hanebåndene i lange snore.
Griseørerne fik hunden. De eksporteres i dag til Sydeuropa, eller de kan købes tørrede i supermarkederne til dyrefoder.
Et par dage efter slagtningen gik jeg hen til Marie sygeplejerske med en kurv med alskens godt: Suppe, pølse, farskød og måske er friskbagt franskbrød, kurven var i hvert fald fyldt godt op. Det var en gammel tradition, som min mor overtog.
Marie Sygeplejerske boede midt i Hundslev. Lige før smedjen, i et lille stråtækt hus, hvidkalket og med grønt bindingsværk. Der var kun et fag til døren og to vinduesfag.
Der var hyggeligt i hendes lille stue med hvide, lette gardiner for hendes små vinduer og med pelargonier i karmene. Huset lå lidt højere end de andre huse i landsbyen, og der førte en lille trappe op til. Landsbyen Hundslev ligger på en sydvendt skråning, som er en del af en langstrakt banke eller morænebakke. De sidste kommer jeg ind på sendere.
Marie Sygeplejerske var ugift, og hun boede sammen med sin gamle mor. Lidt længere oppe i hendes have lå en nyere tilbygning.
Selvom Marie hverken havde kørekort eller bil, passede hun sit job som hjemmesygeplejerske samvittighedsfuldt, og hun var meget vellidt i sognet. Uanset vejret kom hun, så snart der var bud efter hende. På sin cykel og med medicin og de andre remedier i cykelkurven og på bagagebæreren, og ofte i strid modvind, kom hun asende ned gennem Hundslev.
På Skippergården havde hun et fast job, da min bedstemor af og til fik et lavement, og jeg har også haft fornøjelsen af at lægge rumpe til adskillige af hendes indsprøjtninger. Det var dengang, da lægen og sygeplejersken kom til patienterne.
Hendes løn har ikke været værd at skrive hjem om, så foræringerne fra gårdene efter en slagtning har sikkert været en reminiscens fra den gamle fattighjælps tid ude på landet.
Når jeg kom med kurven, blev jeg de første år altid beværtet med saftevand og småkager. Senere, da det gik an, med et eller to glas af Brugsens Kijafa frugtvin, skænket op i dessertsvinglas, dem med den mørke fod og glaskant; vi har nogle af dem sående i St. Ladager
Jeg var også henne med et par fyldte henkogningsglas, når min mor henkogte eller syltede.
Og så kom pølsegilderne med invitation af Hundslev borgerne, delt ind efter social status – og nogle blev aldrig inviteret. Gårdejerne for sig, der skulle jo helst være nogle hartkorn og avles mere end tyve fold, og husmænd, naboer og dem, som man var mødt til at invitere, for sig, men det vender jeg tilbage til en anden gang.
Og til tonerne af julemusik fra Danmarks Radio stod vi børn stille og andægtigt og beundrede brugsuddelerens, også i år alt for tidlige juleudsmykning i det store udstillingsvindue, og samtidig genlød landsbyen Hundslev af hvin og fortvivlede skrig fra grisene, når de på de andre gårde skulle sørge for sulemad og flæskestege.
Kilde. Ole Andersen ST. Ladager Sjælland.
Folder nummer 88
Griseslagtning i Hundslev
”Sådan gik det til, da farfar var ung, da farfar var ung……da farfar var frisk og ung”
Et par gange om året slagtede vi gris på Skippergården i Hundslev, ligesom de gjorde det på de andre gårde i landsbyen. Og det var ikke en eller anden tilfældig, lille skravlet gris, som min far tog ud af stalden. Nej han havde længe i forvejen udvalgt en gris, som tog godt på, og som ville udgøre et godt potentiale til min mors fremragende medisterpølse og flæskesteg.
Når dens jævnaldrende søskende, slagterisvinene, havde opnået den rigtige vægt, og blev kørt til svineslagteriet i Odense, blev den sat sammen med et yngre kuld, eller den blev sat til at fylde op, i en lille blandet flok af smågrise, som var lidt længere tid end de andre om at få sul på kroppen. Grise har det jo ligesom vi mennesker, appetitten og sulten bliver bedst, når man spise i flok, og vores gris skulle helst veje noget mere, end de der magre industrisvin, som englænderne og byboerne måtte sætte tænderne i.
Derfor fik den også rigeligt med ekstraforplejning, dvs.
at den udover den sædvanlige grut, valle og vand fik madrester. Nej, det ville skam ikke gå i disse økotider.
Og så blev der ellers regnet på, om den nu kunne nå den rigtige vægt, og være klar til juleslagtningen. Den næste gris blev slagtet engang i forsommeren. Desværre gik sådan en gris ofte hen og blev halv - tam
og lidt for kælen, det passede sig ikke rigtigt for et husdyr, Vi boede jo på en gård på Fyn, og grisen skulle ikke gå og få nykker og tro, at den skulle spille med i en dyrefilm at Walt Disney.
Når den store dag oprandt, var alt forberedt og tilrettelagt. Hundslevs slagter, Peter Gervig, var bestilt, han havde en gammel stråtækt gård midt i landsbyen. Dagen før blev det store træ kar sat med bunden i vejret ude på den lille cementplads mellem bryggerset og vognporten. En træstige blev lagt henover. Der skulle grisen ligge under slagtningen, og senere blev stigen sat op mod vognporten med grisen bundet fast, så Peter kunne komme til at partere den. Tidligt om morgenen, før Peter kom, havde min mor fyret op i gruekedlen i bryggerset, så vandet var skoldhedt til grisens eneste og sidste bad.
Kl. syv kom Peter på sin cykel med skarpslebne knive og den særlige revolver, som skulle bruges til at bedøve grisen med, før Peter stak den i halsen. Tidligere foregik det mere primitivt med en hammer og noget, der lignede en lille mejsel.
Efter at Peter havde fået en kop morgenkaffe med et stykke nybagt hvedebrød til, blev grisen hentet omme i svinestalden.
Først fik den et reb bundet om trynen, og allerede der begyndte skrigeriet. Så blev den lempet ud, og med lidt held gik det stille og roligt hen til slagtebænken.
Der sluttede så dens sidste tur, idet Peter og min far med et rask tag tog fat i den, lagde den op på stigen, bandt forben og bagben sammen, fastgjorde dem til stigen, alt mens grisen hvinede og hylede i vilden sky.
Indtil da havde jeg stået og set på, det var jo trods alt bare en naturlig del af livet på landet. Men nu fik jeg en meget betroet opgave, jeg skulle holde fast i grisens hale. ”Hold nu godt fast”, sagde de med et lusket grin,
og sådan en lille fyr på 7 år skulle nok vise, at han var mand for sin hat.
Jeg holdt fast, Peter bedøvede grisen, stak den i halsen, og blodet væltede ud af den og ned i en spand, som var sat ind under grisen. Og jeg fór ind til min mor far at få vasket al grisemøget af hænderne. Jeg syntes, at min mor tog situationen lidt for humoristisk! Næste gang vidste jeg bedre.
Min næste opgave var nok så vigtig, jeg skulle med kraftige tag røre runde i blodet i ottetaler, så det ikke koagulerede. Det ord kendte vi ikke dengang, der var nok, at det ikke klumpede.
Det skulle senere på dagen bruges til blodpandekager og blodbudding.
Efter at grisen var blevet aflivet, blev karret vendt om og fyldt med det kogende vand fra gruekedlen. Grisen blev sænket ned i det, taget halvt op igen, og Peter og min far begyndte at barbere den med nogle metalkræmmerhuse; alle svinebørsterne skulle af, så der ikke kom hår i flæskestegen.
Da de var færdige med det, satte de stigen med grisen forsvarligt bundet til trinene, op ad vognporten, og så gik Peter i gang med at partere den.
Det første, som vælter ud af sådan en gris, er tarmene. De skulle renses for deres oprindelige indhold, krænges ud og koges. Så blev de senere brugt til medisterpølser. Medisterpølse, som vor mor lavede den, uhm! Alice mindes stadig de første besøg på Fyn, hvor hun fik hjemmelavede medisterpølse. Senere fortsatte min søster, Inge-Lise, kunsten. Intet gik til spilde fra en griseslagtning, ja det skulle lige være skriget og det yderste af halen. Kødet skulle helst spises i en bestemt rækkefølge, så det, der kunne holde sig kortest, blev spist først. Derfor stod den på blodpandekager til frokost, kl. 12. Blodpandekagerne var blandet op med små stykker spæk, rosiner, kanel og nelliker, og de blev serveret med sirup til.
Og så blev der lavet finker af finthakket lunge og småkød, og det blev serveret til mændene. Og en øl og en snaps til. Jeg mindes ikke, at der var øl og snaps på bordet på Skippergården til andre tider, end når der blev slagtet gris. Hverken Peter eller min far var afholdsmænd – selvom det til tider kunne se sådan ud. Men en slagtedag var en festdag – undtaget for grisen. Om aftenen stod den på fedtegrever, det var pandeafkog af fedt, tilsat krydderier.
Peter Gervig slagtede nu ikke helt gratis for os. Han havde jagten på vores jord. Og nok så vigtigt, i vores 4 tdr. land skov. Vi fik da en hare engang imellem, men fasaner og agerhøns har jeg aldrig fået derhjemme. Dem kørte Peter til Kerteminde med, hvor de blev solgt på torvet.
Næste dag stod den på frikadeller, og til min far var der grisetæer. Jeg kan endnu se ham sidde og smovse i grisetæer, med et nærmest saligt udtryk og med fedtet løbende ned ad mundvigene. Det skulle der også en øl til. Bagefter blev den halvlange shagpibe tændt for at lette fordøjelsen. Så satte han sig hen ved vinduet i den lille stue med Fyens Tidende, godt tilfreds med dagens forløb.
Ole Andersen, St. Ladager Sjælland.
Folder nummer 87
Krigen 1864.
Her i 2014 er det 150 år siden, at Danmark tabte krigen i 1864 og dermed også tabte hertugdømmerne Slesvig, Holstein og Lauenburg, næsten en tredjedel af landet og næsten 5000 soldater blev enten dræbt, såret eller taget til fange.
Torsdag den 22. januar foredrag om Erik Højer Møller.
Torsdag den 22. januar kl. 19.30 er der foredrag i Konfirmandstuen i Kølstrup, hvor Sognepræst Knud Erik Kristensen vil fortælle om Erik Højer Møller.
Erik Højer Møller blev født i Skive den 28. april 1818, Faderen var præst og provst.
I 1843 blev han kapellan hos faderen, og i 1850 blev han Feltpræst i Hæren, og tre måneder senere blev han Feltprovst.
Fra 1851 og 10 år frem var han dels Feltpræst i Hertugdømmet Slesvig og dels garnisonspræst i byen Slesvig. I 1861 blev han sognepræst i Nordborg på Als, inden han igen i februar 1864 blev konstitueret som Feltprovst.
Da krigen var slut opholdt Højer Møller sig i Odense, indtil han den 14. april 1866 blev udnævnt til Sognepræst for Kølstrup og Agedrup sogne. (Agedrup var dengang og indtil 1892 et annekssogn til Kølstrup. I Kølstrup fik Erik Højer Møller, som han selv siger, 26 lykkelige år.
Erik Højer Møller blev valgt til Folketinget i 1869, hvor han slog modkandidaten Klaus Berntsen, som dog senere fik et mangeårigt virke i Folketinget. Til næste valg stillede Erik Højer Møller ikke op.
I Kølstrup Præstegård skrev Erik Højer Møller flere bøger om sit virke som Feltpræst og Feltprovst.
Lidt om de unge mænd fra Kølstrup som deltog i krigen 1864.
Niels Christensen. var født d. 28/8 1834 i ”Langeskov Huse” (Vægterbakken) Hans forældre var daglejer Christen Pedersen og hustru Anne Marie Nielsdatter. Et par år efter flyttede familien til ”Galgehusene” ved Trællerup. I 1842 blev faderen syg og døde d. 20/6 samme år. Moderen måtte nu flytte til Hundslev Fattighus med de fire yngste sønner.
I 1848 blev Niels konfirmeret i Kølstrup, derefter har vi ingen oplysninger om ham før han i 1859/60 bliver gift med Vilhelmine Pedersen der var født i Dræby. Efter brylluppet køber de ejendommen (Kølstrup Bygade 74).
I 1863 bliver Niels Christensen indkaldt til militæret som menig ved 16de Infanteriregiment, 7de kompagni som menig nr. 135. Regimentet blev kaldt ”Fynske Jægere” og havde kaserne i Nyborg. Ret hurtigt efter indkaldelsen blev regimentet sendt til Slesvig/Holstein for at forsvare skanserne ved Dannevirke. I alt 38 000 danske soldater stod over for den Preussiske og Østrigske hær på 64.000 mand.
Den 5. februar rømmede man Dannevirke og begyndte den lange tur til Als gennem kulde og snestorm. Den 7. februar ankom den udmattede danske hær til Als hvor der var indrettet teltlejre til dem. Via pontonbroer gik de flere gange om ugen over til Dybbøl for at forsvare skanserne.
Under en træfning den 16. april blev Niels Christensen dræbt, og han lig blev bragt til Augustenborg, hvor han blev begravet den 19. april.
Lars Reinholdtsen. Var født i Nymarken 1832 som søn af Fæstehusmand Reinholdt Jørgensen og Maren Poulsdatter. Straks efter sin konfirmation kom han ud og tjene hos Gårdmand Conrad Nielsen i Kertinge. Efter et par år rejste han til Broløkke som tjenestekarl. I 1856 aftjente han sin værnepligt ved de ”Fynske Jægere” i Nyborg.
Kort før jul 1863 blev han genindkaldt til 19. Infanteri Bataillon. Kort efter blev Bataillonen sendt til Sydslesvig for at deltage i forsvaret af Dannevirke. Efter at have rømmet Dannevirke gik Lars Reinholdtsen og hans Kompagni til Sønderborg, hvor de ligesom Niels Christensen flere gange om ugen måtte til Dybbøl for at gå forpostvagt, hvor de var under beskydning dagligt
Den 18. april under stormen på Dybbøl faldt Lars Reinholdtsen sammen med 800 andre danskere. Også Lars Reinholdtsen blev begravet i Augustenborg.
Hans Andersen. Var født i Nymarken 1838, forældrene var Væver Anders Poulsen og Mette Hansdatter. Efter konfirmationen kom Hans ud og tjene, som 17årig var han på Ulriksholm, senere tog han til Viby på Hindsholm. Også Hans Andersen blev indkaldt til de ”Fynske Jægere” Det skete i 1861.
Efter at have deltaget i flere øvelser blev han ligesom Lars Reinholdtsen genindkaldt og sendt til Sydslesvig, dog ikke i samme Bataillon.
Efter at have rømmet Dannevirke og var kommet til Als, blev Hans Andersen og hans kompagni sejlet til Fredericia. Her fik Hans Andersen lungebetændelse og blev indlagt på infirmeri i Odense. Da han en måned senere kom tilbage var Fredericia faldet og kompagniet lå nu ved Båring, hvor de patruljerede langs kysten for at hindre fjendtlig landgang.
Hen på efteråret da krigen var slut blev Hans Andersen hjemsendt. Kort efter blev han forlovet med Edel Marie Hansen. Hendes forældre havde en ejendom i Degneløkken (Nr. 34) Efter at Edel Marie og Hans var blevet gift overtog de ejendommen, som indtil for få år siden var familiens eje.
I 1877 fik Hans Andersen erindringsmedaillien, og han var medlem af veteranforeningen lige til sin død 1927.
Således endte det med forskellig udgang for 3 af de ”Tapre Landsoldater”
Folder nummer 86
Noget om at slagte høns og gæs.
Jeg mener ikke, at vi købte kød hos slagteren i Rynkeby eller for den sags skyld andre steder. Vi var selvforsynende på Skippergården i Hundslev. Jo fisk købte vi, men fisk er jo pr. definition ikke kød. Fiskene kom Anders Fisker eller A´ers Makker, som vi kaldte ham, helt fra Kerteminde med. Han kørte rundt på en Long John med en fiskekasse foran og en på bagagebæreren. Han kom på en fast ugedag (onsdag?) og indledte altid med et:”Go ´dav Ma´r, skal du ha fisk i dav?”
Torsk og fla`fisk var i ”forretningen” hele året, men ellers var det årstidens fisk som rødspætter, hornfisk, makrel, ålekvabber, sild, stenbider og en sjælden gang ål.
Til daglig stod der svinekød på menuen. Skulle vi have noget andet, måtte vi til øksen! Og da vi havde både høns og gæs, måtte de lægge hoved til.
Vi har aldrig haft ænder, og jeg kan i dag godt se hvorfor: Andelort blandet godt op med vand bliver til en stinkende, tyktflydende masse, som efter et par dages regnvejr fordeler sig i et jævnt lag på gange og i staudebede, og for min blomsterelskende mor ville det have givet anledning ti l megen sorg og græmmelse.
Gæs lægger også nogle markante visitkort, men gæssene kom ud på stubmarkerne efter høsten, så de kunne æde af det korn, som selvbinderen ikke fik med, og så blev de holdt væk fra haven.
Hønsene blev de første dyr, som jeg lærte egenhændigt at slagte. De fleste havde høns dengang. Æg var ikke noget, man købte, allerhøjest noget man lånte af naboen. Min mor solgte æggene til Brugsen eller til FDB. De blev afhentet af en chauffør i en lille lastbil, efter ar de først var blevet gjort rene med et stykke fint sandpapir. Regnskabet førtes i en lille sort bog henne i Hundslev Brugs, og for fortjenesten kunne min mor så købe, hvad der var brug for i husholdningen af sukker, mel, kaffe o. s . v. Blev der et større overskud, kunne hun selv bestemme, hvad det skulle bruges til.
Men høns har en begrænset ”holdbarhed”. Når de var færdige med at lægge æg, og blev goldhøner, blev de skiftet ud med nye. Det skete engang i købet af sommeren, men før da havde vi fået kyllinger, sådan rigtige, små gule påskekyllinger.
De kom ind i det noget mindre kyllingehus, hvor en stor lampe gjorde det ud for en reservemor. Nyklækkede kyllinger hører påsken til, og jeg har på sådan en kold forårsdag tit siddet i det lune kyllingehus og betragtet dem.
De gamle høner, som altså ikke var så gamle, blev ”sat ud”, dvs. de skulle slagtes. De fleste blev solgt, men nogle spiste vi selv, og der kommer jeg på scenen.
Når hønsene skulle indfanges, brugte vi en metalkrog, som var sat på en lang stang. Med krogen fik vi fat i hønsenes ben, og hønsene kunne derefter hales ind, og vi kunne lægge dem i en stor kornsæk. I sækkens mørke faldt de til ro, lidet anende hvad der vendte dem.
Først tog jeg og samlede ben og vinger sammen med et fast greb, svingede derefter hønen rundt og ned, så den med et slag ramte huggeblokken. Der lød et sidste gok fra den nu næsten bevidstløse høne, hvorefter jeg med øksen huggede hovedet af,
og hønen var ekspederet over i den næste verden. En lang blodstråle stod ud af halsen, og jeg lagde hønen ned på jorden for at tage en ny. Men sådan en halshugget høne vil have noget ud af sine sidste sekunder, så før jeg fik set mig om, var den hovedløs på vej ned i ajle renden, hvor den med nogle sidste vingebasken faldt om, godt indsmurt i grisemøg. Den endte som en metamorfose fra at gå fra en hvid italiener til en blakket, brun italiener. Jeg fiskede den op tørrede den noget nødtørftigt af, men den uskyldshvide farve var væk, og min mor fik et lidt anstrengt udtryk i ansigtet! Næste gang, jeg skulle agere slagter, lod jeg hønen hænge et kort øjeblik efter eksekutionen til den havde opgivet ævred.
Efterhånden blev hønseslagtningen ren rutine, men det blev det derimod aldrig, når jeg skulle slagte gæs. Gad vist, om vor herre har sat den lange hals på gæssene for at minde os om, at godt nok er vi mennesker sat her på jorden for at gøre os til herre over dyrene, men så skal der også være plads til kamp til stregen til de umælende?
På bedste toreador-maner lagde jeg øksen til rette på huggeblokken, tog med begge hænder et solidt greb omkring gåsens vinger og ben, beregnede vinklen og afstanden til huggeblokken, svingede gåsens godt 3-4 kilo rundt i luften, og slog så gåsehovedet ned mod blokken – troede jeg! Men gåsen var hurtigere, og hver gang landede dens hoved præcist ved siden af huggeblokken. Til sidst tog jeg med højre hånd fat i dens hoved, bandede det ned mod huggeblokke, og så i al hast, før den vågnede op af sin koma, gjorde jeg den et hoved kortere.
Udover gåsesteg med svesker, æbler, flag og det hele var den også leverandør til kråsesuppe. Det var en underlig, syrlig suppe, lavet på gåsekråse. Den mindede lidt i smagen om ålesuppe.
At plukke gæs overlod jeg til min mor. Der skal et særligt tag til. Men en af de første gange, vi holdt jul i St. Ladager, fik jeg det ærefulde job. Vi var temmelig mange denne juleaften, min mor, Alices mor, morbror Thorvald, moster Kis og farbror Peder, Ejvind og vore tre børn, så der skulle noget mad på bordet. Gåsen, en stor, hvid fugl, sådan nærmest i svanestørrelse, købte vi oppe på Sommergården her i St. Ladager.
Det gik nogenlunde hæderligt at skille gåsehovedet fra kroppen, men jeg påtog mig at plukke den. Da vi hverken har stald eller grovkøkken, valgte et at sætte mig i badekarret med en spand skoldhedt vand. Gåsen blev dyppet jævnligt, og efterhånden fyldtes badeværelset med gåsefjer og gåsedun. De satte sig overalt, på
Vægge, på mit tøj, i ansigtet, og hvad der ellers var af flade at sætte sig på. Da gåsen var plukket færdig, og jeg havde fået anlagt en klædelig fjerham, brugte jeg lige så lang tid på at gøre badeværelset rent, som jeg havde brugt på at plukke gåsen. Men gåsestegen blev en succes. Næste år købte vi et par store, færdigplukkede, landænder.
Ole Andersen St. Ladager.
Folder nummer 85
Hundslevs bedste legeplads 2
Ole Andersen fra Skippergården fortælller om sin barndom og ungdom i Hundslev
Gårdspladsen blev også brugt til andet end det fornøjelige. Skulle en ko eller hest opereres , var gårdspladsen et godt sted. Jeg kan huske, engang en hingsteplag blev kastreret der, og en anden gang fik en ko opereret det halve yver væk, så den efter at den blev rask kunne sælges med fortjeneste.
Den eneste dag i ugen hvor gårdspladsen på Skippergården var upopulær var når min lillesøster og jeg skulle rive gårdsplads lørdag eftermiddag, derefter var gårdspladsen kun farbar i et enkelt cykelspor.
Til Skippergården hørte, udover de 20 tdr. land agerjord, en skov på 4 tdr. Den lå et par kilometer syd for gården ned til Geels å. Det var en blandskov med bøg, eg, ask og ahorn og en mindre bevokksning med graner. Skovbrynet bestod især af hasler.
Igennem skoven gik en kirkesti med en bro over Geels a. Stien fortsatte på den anden side op til kirken i Birkende by.
Om sommeren var vores skov en herlig legeplads. Vi byggede hytter, og alle var den sidste mohikaner. En dolk var et must, og som regel var den både sløv og hakket. Var det rigtigt varmt, badede vi i åen. Den var ret lavvandet, men vi var ikke så kræsne. Vi satte åleruser op, men uden held. Jeg har siden hørt, at det er lykkedes for andre at fange ål i Geels a. Åen løber ud i Odense fjord.
På et tidspunkt havde jeg et akvarium, som udover salamandere, guldsmedelarver, skorpionstæger og andet godt også blev fyldt med hundestejler. De blev fanget i et udløb ned til Geels å, de kom fra en mergelgrav på en mark tæt ved vores skov.
Men en skov er en forretning. Vores lokale hjemmeslagter. Peter Gervig, havde jagten både på vores marker og i skoven, mod at vi fik en hare eller to om året, og mod at han også slagtede gris for os. En enkelt gang fik vi også en fasan, men mærkeligt nok aldrig en agerhøne.
Om vinteren skulle der skoves. Min far og jeg kørte på sådanne tidlige vintermorgener hjemmefra efter morgenmalkningen. Det var altid i februar, altså før træernes saftspænding begynder.
Det var en længere og til tider hundekold tur med to morgensøvninge heste med rim om mulen og uden særlig meget vrinsk i. De var forspændt en tung arbejdsvogn med jernhjul. Da det var en længere arbejdsdag havde vi madpakker og drikkelse med.
Lige før skoven lå et lille husmandssted med et mindre gartneri. Der boede et ældre ægtepar som hed Godske. Hestene blev opstaldet hos dem, og så gik det ellers løs i skoven med sav, økse og kiler og andet værktøj. Saven var en rigtig skovsav, med et håndtag i hver ende, og godt 180 cm. i længden. Så var det ellers ned på knæ, og med tungen lige i munden skiftedes til at trække og støde til saven, som efterhånden åd sig ind i stammen. Det var hårdt, og jeg lå altid med et lønligt håb om, at min far på et tidspunkt havde brug for et hvil. Det store øjeblik kom, når træet var ved at segne, når det begyndt at knage, så var det op at stå og huske at blive stående tæt ved træets rod.
Når et træ falder i forbindelse med en fældning, er det vigtigt, at det falder den rigtige vej, og den beregning kunne min far. Bøgetræer er til at have med at gøre. Der er sjældent at et bøgetræ snurrede rundt og faldt forkert. Egetræer er uberegnelige og falder i værste fald til den modsatte side af, hvor de skal.
Efter en hård formiddag var der frokost inde hos familien Godske. Vi spiste vores klemmer og Godske gav kaffe. Derefter var det i gang igen.
Brændekløvning foregik derhjemme med håndkraft, efter at brændet havde ligget et stykke tid. Til opsavning af grene tilkvas og optændingsbrænde, lejede vi en kvashugger som delte grenene i stykker på godt 20 cm. længde.
Folder nummer 84
Hundslevs bedste legeplads
Ole Andersen fra Skippergården fortæller om sin barndom og ungdom
I Hundslev
Når man kommer Kørende ad Rynkebyvejen ned gennem Hundslev, ender man, hvis man fortsætter lige ú, på gårdspladsen til Skippergården. Et noget pompøst stuehus omgiver sammen med staldbygningerne og en tjørnehæk den næsten cirkelrunde, grusbelagte gårdsplads.
Ret præcist i centrum af pladsen står et stort lindetræ. Det blev plantet i 1905, da en ny gård blev bygget, efter at den gamle var brændt. Mine bedsteforældre har øjensynligt valgt et lindetræ, da det er let at forme, at beskære, og da det giver en behagelig skygge for folk og fæ. En ekstra gevinst er det, når træet først i juli blomstrer, så domineres hele gården af duften fra de mange blomster og af den konstant summen fra honningbierne.
Denne gårdsplads udgjorde, vil jeg påstå, Hundslevs bedste legeplads. Der var plads til det hele, til ”spark dåse”, til ”halli hallo”, til ”en-to-trekrone for…”, til ”land” og til tøselegene, som ”tag den ring og lad den vandre…”. Der var samtidig mange gemmemuligheder, men det var aftalt, at vi ikke måtte rende ind, heller ikke i staldene, der skulle der være ro, indtil dyrene skulle fodres.
Når feriebørnene kom, var der ekstra gang i den, men bedst var det, når min fætter Erik fra Odense eller min fætter Mogens fra Fredericia var på besøg. Faster Bodils Mogens havde altid smarte technobiler med. Så blev der anlagt veje på hele gårdspladsen, og selvom det ikke var min fars kop te, at gårdspladsen i den grad blev skamferet vovede han ikke at gøre indvendinger, når hans lille søster var på besøg.
Efter krigen mærkede vi arbejdsløsheden og de dårlige, sociale forhold. Da fik vi om sommeren besøg af bisserne, som vi kaldte dem. De kom hen under aften for at overnatte, bankede på køkkendøren, og indledte gerne med ordene:” gode frue, De har vel ikke en madpakke eller en skilling til en farende svend?” Den med madpakken var til at gennemskue. Hvis de ikke blev for at overnatte, kunne min mor til sin store ærgrelse, finde madpakken igen på trappestenen ved hoveddøren. Skillingen blev i Hundslev Brugs omsat til husholdningssprit, som blev spædet op med en sjat sodavand.
Mens de ventede på at komme til ro, underholdt de os unger. De sad på de store sten på gårdspladsen og fortalte om nyt fra den store verden. Men årsagen til deres bedrøvelige tilværelse var altid den samme :Konen havde fundet en anden, og så var hun skredet. Jeg tror, at samtlige sociale lag, var repræsenteret blandt vagabonderne. En af dem lærte mig tallene til 10 på fransk, en anden kunne synge, en spillede trækharmonika etc, etc.
Når skærsliberen kom, havde min mor knivene og saksene klar. Så slap jeg for at dreje den tunge slibesten.
Når de skulle til ro, foregik det altid efter samme procedure: Min far fik deres tændstikker, som så blev udleveret igen næste morgen: De fik anvist en tom hestebås. De blev inviteret på aftensmad.
Og hvis der var behov for det, blev garderoben suppleret. Enkelte af de vejfarende deltog i markarbejdet, f. eks. med at hakke roer eller med at køre hø.
Efterhånden som tiderne blev bedre, anskaffede nogle af dem en gammel barnevogn eller en lukket trillebør som ”campingvogn”. Ofte forspændt med en lille hund, der som tak fik lov til at overnatte i vognen. I 60erne tyndede det ud i antallet af vagabonder,. t iderne blev bedre. Dog nåede jeg at oplede de farverige vagabonder, som kandiderede til titlen Stodderkonge nede på Egeskov marked.
Ikke kun de farende svende kom til Skippergården. De småhandlende var ligeledes, et fast islæt. Mange af dem kom på faste ugedage, så min mor kunne planlægge derefter.
Om onsdagen kom Anders Fisker fra Kerteminde, også kaldet Step – Aàres da han stammede. Når han kom ind på gårdspladsen, satte han altid sin Long – John henne ved lindetræet. Cyklen var læsset med en fiskekasse foran og en bagved, og altid med årstidens fisk:, ”Go`dav mar` skal du ha`fisk i dav?” spurgte han min mor: Anders Fisker cyklede rundt på hele Hindsholm og solgte fisk. Et sikkert forårstegn var det, når Anders havde stenbider med. Så havde han besluttet på forhånd, at der skulle være et par stykker til min mor.
Gunner Bager fra Rynkeby kom ligeledes. Man det var sjældent, min mor købte noget af ham, hun bagte selv. Genboens, Olaf og Hilda, købte af ham. Og så var de frygtelig u pædagogiske, for deres datter fik lov til at få puddersukkermadder, bare på sådan en helt almindlig hverdag.
Lidt sjældnere kom Christian Flo´. Han boede nede ved Kertinge Nor. Han hed egentlig Hassel-Pflugh, men hvem ku ´sie´ det? Han havde en klumpfod, og hans ene ben var stift. Han cyklede rundt med en stor tøjbylt på cyklen, og kom altid ind i køkkenet for at handle. Med sig havde han undertøj og andet lingeri. Jeg er sikker på, at min mor købte de store, laksefarvede underbukser af ham. De var såre praktiske, når hun var i byen, for så kunne hun gemme lommetørklædet oppe under eleastikken, som sad lige over knæet.
De, der solgte snørebånd, kamme, børster og andet kram, kom også altid ind i køkkenet.
En daglig gæst var Laurits Post. Vores lokale postbud. Stor og kraftig og med et rødmosset ansigt. I sin sorte postuniform kom han sindigt cyklende med en stor, sort posetaske – I regn og slud skal posten ud! Han kom altid ind i køkkenet. Det var før det nymodens pjat med postkasser ved vejen. Og så efter et kort ”dav”, kunne han pludselig sige, før han afleverede posten.: ”Ja, faster Bodil og onkel Martin kommer på lørdag”, samtidig med, at han gav postkortet til min mor. Jo, Laurits Post havde mere end smugkikket, da han sorterede posten på Kølstrup Station. Måske var der en eller anden ældre på ruten, som ikke kunne finde sine briller, når der kom post? Som undskyldning for Laurits skal nævnes, at han havde gået i skole med flere af mine fastre.
Fortsættes næste folder.
Folder nummer 83
Kertinge Brugs fortsat.
Krigen var slut, man havde fået ny uddeler. Selvom der stadig var en del der var rationeret kom der snart flere varer på hylderne.
I 1946 vedtager man at begynde at udbringe varer til alle medlemmer. I 1945 var omsætningen 129.000 den steg på 2 år til 250.000 og dividenden var 6 %, og den lå i mange år efter mellem 6 og 3%.
I 1949 begyndte man at modtage frugt fra medlemmerne, frugten blev sendt til konservesfabrik og man fik vin og marmelade retur til gavn og glæde for alle parter.
På generalforsamlingen i 1952 vedtager man at udvide og modernisere butik og lager. Det kommer til at koste 50.000 kr. og arbejdet udføres af lokale håndværkere. En lille historie i forbindelse med ombygningen. Da cementen ikke var tør kom dør til lager og butik til at stå åben en hel nat. Der blev nedsat et ”vagthold” bestående af gdr. Karl Andersen, Bækgården. Smed Svend Hansen Kertinge. Tømrer Kolding, Kertinge og Knud Moestrup. Man havde medbragt et spil kort for at slå tiden ihjel. Karl Andersen og Svend Hansen begyndte at fortælle historier og pludselig var natten gået, så man kom aldrig i gang med kortspillet og der kom heller ingen tyveknægte.
Omsætningen steg i 1960 til 1 million, man indkøbte den første frysereol. Der blev også skiftet formand i det Karl Andersen valgte at stoppe, ny formand blev gdr. Peder Christiansen, Fredensgaard. I 1964 går man over til ”selvbetjening” og kontant betaling for alle butiksvarer, det fik omsætningen til at falde en kort tid.
I anledning af brugsens 75 års jubilæum blev der holdt en stor fest i forsamlingshuset med spisning og underholdning af bugtalende pastor Kjeldgaard
og frue. Prisen for at deltage i festen var 10. kr.
Ny formand og ny butik. I 1970 bliver formanden Peder Christiansen syg og bliver indlagt på Odense sygehus. Her dør han, og der skal vælges ny formand. Valgt bliver gdr. Poul Jeppesen Kertinge Mark. På det første bestyrelsesmøde den 14. november bestemmer man sig for at udvide butikken endnu en gang. Knud Moestrup har bygget nyt hus henne i enden af Kertinge Bygade. Uddelerens lejlighed inddrages til butik. På loftet indrettes en lille lejlighed til førstemanden.
Den ”nye” butik åbner under stor festivitas den 3. marts 1971. Det bliver dermed den sidste udvidelse i Brugsens historie. Krisen er begyndt at krasse, det er konkurrencen fra de nye store supermarkeder og de hurtigt voksende discountkæder. De fleste har fået bil, så de regner det ikke for noget at tage en tur i Rosengårdscentret og så i Fakta på vejen hjem.
Op gennem 1970-erne gøres der mange forsøg på at mindske underskuddet. I 1977 stopper man med at give dividende,-den dyre kassekredit opsiges og der tages i stedet et lån i ”Amtsparekassen” på 68.000 kr. Gennem alle årene har medlemmerne hæftet solidarisk for foreningens forpligtigelser. Dette bliver i 1976 ændret, så man går over til det der hedder ”begrænset ansvar”.
De sidste år: Den 10. maj 1980 meddeler Knud Moestrup at han stopper som uddeler d. 1. jan. 1981 for at gå på efterløn.
Som ny uddeler antages Erik Hansen fra Viby Brugs på Hindsholm.
Det blev en svær opgave den nye uddeler skulle i gang med. Op gennem firserne steg omsætningen, men indtjeningen faldt, dels på grund af høje renter og for mange lagerdage. Flere gange fik Erik Hansen påbud om at nedsætte lagerdage samt nedbringe medlemmernes gæld til foreningen, selvom man for mange år siden var gået over til kontant betaling var der mange der endnu købte ”på Bog”. Man prøvede forskellige ting for at få beboerne til at handle mere. Der blev lavet et ”Gårdmarked”, man deltog i forsamlingshusets julemarked, der blev oprettet et lille posthus, håndkøbsudsalg fra Apoteket, samt flere andre ting, men lige meget hjalp det.
På et møde i januar 1987 vedtog man med anbefaling fra F.D.B. at lukke brugsen. Der blev nedsat et likvidationsudvalg på 3 personer Jørgen Andersen, Jørgen Lindø og Karl Sørensen.
Efter et stort ophørsudsalg lukkede Kertinge Brugs den 26. marts 1987 efter 92 års virke.
Folder nummer 82
Kertinge Brugs fortsat.
Butikslokalet i den ”nye” brugs var stort og lyst. En stor disk dækkede de 2 sider, disken var forsynet med store skuffer på bagsiden, de indeholdt forskellige slags mel, gryn, sukker, salt og andre kolonialvarer. Bag disken gik uddeleren og hans 2 ”brugspiger” og betjente kunderne. Der var på disken en stor vægt hvor man vejede poserne som blev fyldt med varer fra skufferne. Under loftet hang isenkram, træsko gummistøvler og alt som man havde brug for idet daglige. På væggen bag disken var der hylder med vin og spiritus. I kælderen lå store tønder med eddike- sirup petroleum og andre flydende varer. Kunderne medbragte selv flasker som pigerne gik i kælderen og fyldte.
I butikken var der også nogle stole hvor kunderne sidde mens ordren blev ekspederet, men ikke mindst at høre den sidste ”Bysladder”, som til tider kunne være helt dramatisk, for eks. Den 7. december 1925 da arvingen til Ulriksholm, den 54-årige grev Aksel Danneskiold-Samsøe omkom efter en vådeskudsulykke i Lysenge skov. Året efter bliver det endnu mere dramatisk, arbejdsmand Niels Sørensen i Ladby slår sin kone ihjel og graver hende ned i haven, politiet har mistanke til og kommer til Ladby og graver efter hende i haven, de finder ikke noget den første dag, men komme igen dagen efter, om natten graver Niels liget op of flytter det hen hvor der er gravet.
Mistanken mod Niels Sørensen er der stadig, så et halvt år efter kommer ”Rejseholdet” fra København, de får hjælp af byens tjenestekarle og efter et par timer finder de liget. Det indbringer Niels Sørensen 8 års tugthus i Horsens statsfængsel. (Hele historien kan læses i arkivet)
Efter dette lille sidespring fortsætter beretningen om brugsen.
Op gennem 20 og 30-erne steg omsætningen hvert år, 1 1947 nåede man 250.000 kr. man kunne udbetale dividende der startede med 6 % i 1922 og nåede helt op på 12% i 1939. Så kom krigen med varemangel og rationering og dividenden faldt og nåede i 1960 helt ned på 2 %.
I mellemkrigstiden blev der også flere gange bygget til og lavet forbedringer. I 1925 fik man gadebelysning i Kertinge, det kostede 20 kr. om året.
Samme år begyndte man at handle med petroleum og benzin fra stander. Det var BP der leverede de havde nemlig kontrakt med FDB.
I 1931 købte man 600 kvadrat alen jord af naboen, gartner Thorkild Sørensen, det fik man brug for senere da P-pladsen skulle udvides.
I 1938 var der indbrud, pengeskabet blev fjernet. Det indeholdt 3800 kr. et nyt blev købt, pris 460 kr. Samme år vedtages det at medlemmer kan låne ”Lånetøjet” gratis mod at at købe kolonial, øl og vin til festen. Ikke medlemmer skulle betale 50 øre pr. kuvert
”Vrøvl med vandet”
Allerede et år efter brugsen var åbnet var vandet i brønden forurenet,- brønden blev tømt og renset med klor, men forureningen fortsatte med jævne mellemrum, man når helt frem til 1955 hvor det er galt igen. En dag gamle Hans Walther fra Kertinge er i brugsen og uddeleren beklager sig over det ildelugtende vand, fortæller Hans Walther at han godt forstå vandet lugter. ”de har jo gravet brønden lige midt i Abelones mødding” (Abelone var ejer af den ejendom hvor brugsen blev bygget). En ny brønd blev gravet ca. 100 meter nede på marken. Problemet var løst, men at der skulle gå 40 år er mærkeligt.
1945: ”Ny uddeler”
I 1944 siger Rasmus Knudsen sin stilling op, bestyrelsen overtaler ham til at tage et år mere, mod at der antages en kommis som evt. kan overtage uddelerposten. Den unge kommis der blev antaget hed Knud Moestrup, han var fra Jylland men havde været i Munkebo brugs nogen år. Bestyrelsen syntes godt om ham så han fik uddelerstillingen og begyndte den 21. november 1945.
Knudsen der var blevet enkemand, flyttede ind i et nybygget hus ved siden af brugsen
Det var ellers et krav at skulle kunne spille ”LHOMBRA” for at være i bestyrelsen, det gik det meste af møderne vist nok med. Moestrup kunne kun spille ”LIGE UD”. Det blev dog accepteret.
Sidste afsnit i næste ”Folder”.
Folder nummer 81
Forretningslivet i Kertinge.
”Kertinge Brugs”
Før 1890 har der så vidt vi kan se ikke været nogen ”Dagligvarebutik” i Kertinge, man skulle foretage sine indkøb i de store købmandsgårde i Kerteminde. I begyndelsen af 1890-erne begyndte man at snakke om at oprette en ”Forbrugsforening” i byen. Den første ”Brugs” var oprettet i Thisted 1866 efter engelsk forbillede. I årene efter bredte ”Brugserne” sig ud over hele landet, og i 1894 kom tanken til Kertinge
På et møde den 31. januar 1895 blev der valgt en Bestyrelse på 3 personer, gdr. Poul Jeppesen, Kertinge Mark, gartner Rasmus Rasmussen, Kertinge og husmand Rasmus Madsen, Kertinge.
De skulle finde egnede lokaler og en ”Uddeler”. Valget faldt på Jørgen Nielsen. Han var sømand og født i Hundslev Nymark, men som gift bosat i Kertinge (Kertinge Bygade 33). Han havde lokalerne og den nødvendige kapital på 730,38 kr. som han skulle deponere for varelageret. Jørgen Nielsens løn blev fastsat til 50 kr. om året for lokalerne og 6% af omsætningen i løn. Omsætningen det første år var 6426 kr. 10 år efter i 1905 var omsætningen steget til ca. 40.000 kr, en kraftig udvikling på 10 år.
Bestyrelsesformanden Rasmus Rasmussen fik 1 % i godtgørelse, men han skulle også købe varerne hjem. I 1896 meldte man sig ind i ”Fællesforeningen” og på årsmødet i Aarhus i 1897 deltog formanden Rasmus Rasmussen, han fik bevilget 10 kr. til rejseudgifter, man rutter jo ikke med pengene.
På generalforsamlingen d. 10/1 1898, vedtages det at uddeleren ikke må sælge ”bajersøl” efter kl. 7 aften og bestilte drikkevarer skal afhentes til samme tid, man vedtager også at anskaffe ”lånetøj”, samt en telefon som medlemmerne kan bruge til en pris på 10 øre pr. samtale, ikke medlemmer betaler 25 øre, budpenge ansættes til 15 øre for medlemmer der bor i Kølstrup eller Kertinge.
Det kniber med driftskapitalen så man vedtager at optage et lån på 800 kr. Foreningen går godt, omsætningen stiger og man vedtager at udbetale 2366 kr i dividende. I 1903 henstiller bestyrelsen til uddeleren at han retter priserne, så der ikke er forskellige priser på den samme vare.
Så er vi nået til 1904, man begynder at sælge frimærker og postkort samt markfrø, året efter følger salg af brædder. Bestyrelsen udvides med 2, forpagter Hans Andersen Kølstrup Præstegård og husmand Rasmus Andersen, Kertinge Mark.
Omkring1908/09 begynder man at snakke om nye og større lokaler, der bliver nedsat et byggeudvalg på 4 personer. På en ekstraordinær generalforsamling den 16. februar 1909 bliver forslaget nedstemt med 62 stemmer imod og kun 28 for. Bestyrelsen nedlægger sit mandat, og et nyt bliver valgt, det kom til at bestå af: Ebbe Sørensen, Kertinge. Christian Andersen, Kertinge. Hans Peder Larsen, Kertinge Mark. Hans Walther, Kølstrup og snedker Lars Madsen ved Kølstrup station. Formand bliver Chr. Andersen og regnskabsfører bliver Ebbe Sørensen.
Nu får formanden 25 kr. for at rejse til årsmødet i Aarhus.
Efter at der i nogen år har været ro om byggeplanerne, vedtages det i 1917 at købe 3000 kvardrat-alen af gartner Poul Hasse-Phlugh.
Den 15. februar 1919 oprinder den store dag hvor generalforsamlingen enstemmigt vedtager at opføre en ny ”brugs”. Murermester Hans Jørgensen udarbejder tegninger, og allerede den 26. marts er der indkommet tilbud på opførelsen af den nye brugs, prisen bliver 31.347,89 kr. Man går straks i gang og den 24. november er man klar til indflytning.
I forbindelse med åbningen af den nye brugs, får man også en ny uddeler, idet Jørgen Nielsen opsiger sin stilling. Der melder sig 20 ansøgere, hvor man efter en længere forhandling, antager Rasmus Knudsen, der hidtil har været uddeler i Ejby brugs.
De næste 26 år er Rasmus Knudsen uddeler i Kertinge inden han i 1945 går på pension.
Beretningen om Kertinge brugs fortsætter i næste folder.
Kilde: Knud Moestrup.
Folder nummer 80
Kertinge
På vores vej rundt i sognet er vi nået til Kertinge, - den næststørste af de 4 landsbyer i Kølstrup Sogn. Arealet er på 480 ha. (870 tdr. land). Udgravninger foretaget i 1970-erne viser at landsbyen er anlagt ca. år 1100.
Kertinge nævnes første gang skriftligt 1 1383 under navnet ”Kyrtinge”.
I år 1400 omtales en hovedgård i Kertinge med 7 tilhørende bøndergårde. I 1441 ejes den af Sten Basse til Antvorskov Kloster ved Slagelse. Nogle år efter har man nedlagt hovedgården, for i 1502 bliver der solgt 8 gårde til Kronen under Næsbyhoved len, og der nævnes ingen hovedgård, hvor den evt. har ligget har vi ingen oplysninger om.
I første halvdel af 1600- tallet køber Ulriksholm alle Kronens gårde i Kertinge, således at den i 1646 ejer 11 gårde og 4 huse i byen. I 1658 dør ejeren Chr.den fjerdes. søn Ulrik Chr. Gyldenløve kun 29 år gammel. Kort efter går godset konkurs og bliver spredt for alle vinde.
I begyndelsen af 1700-tallet under von Brǖggemann bliver hele godset samlet igen, og i 1728 ejer Ulriksholm 13 gårde og 7 huse i Kertinge.
I fællesskabets tid drives jorden som 3 vangs brug, og de enkelte gårde har jord op til 50 – 60 forskellige steder. I 1794 bliver jorden udskiftet og hver gård for samlet sin jord på et sted tæt ved gården, størrelsen på hver gård bliver på ca. 6 tønder hartkorn. I forbindelse med udskiftningen bliver ca. 7 gårde og 9 boelssteder (halvgårde) flyttet ud på Kertinge Mark.
I 1799 begyndte kammerherre Poul Rosenørn Ulriksholm at sælge fæstegodset, det gik stærkt, i løbet af 2 år var alle huse og gårde i Kertinge solgt til selveje.
Selvom alle gårde i 1801 var lige store er der gennem tilkøb og frasalg i dag en del forskel på de enkelte gårdstørelser.
Før 1960 var der grise og kvægbesætning på næsten alle gårde og husmandssteder. Det er gået voldsomt tilbage. Her i 2013 er der ingen malkekvæg og kun enkelte svineavlere i Kertinge.
Befolkningstallet: I 1801 boede der 171 mennesker i Kertinge. De næste 150 år steg det til ca. 325 i 1950. Men på grund af faldet af børnefødsler og afvandringen fra landbruget faldt befolkningstallet igen, men omkring årtusindskiftet begyndte det at stige, i 2010 rundede man 200 og i dag 2013 bor der 255 i Kertinge.
Industri, håndværk og forretninger:
Der har tilsyneladende aldrig været industri i Kertinge. Ved folketællingen i 1930 er der en der kalder sig ”Cykelfabrikant” men vi er aldrig stødt på oplysninger om en Cykelfabrik i byen så han har nok kun været cykelsmed.
Derimod har der været mange håndværkere af forskellig slags. I midten af 1800 – tallet var der 7 vævere og et ”Hørskætteri” på Kertinge Mark (Tværgyden nr. 10). Men da Bomuldsvæverierne i de store byer begyndte senere i 1800- tallet, måtte de små hørvævere lukke deres forretning.
Smede, snedkere, tømrer, murer, maler, skomager, skrædder, herre og damefrisører, tækkemand, bageri, kolonial, gartneri omtales i en efterfølgerne folder.
Jubilæumsfolder 25 år
Kølstrup Sogns Lokalhistorisk Forening
1987 - 2012
Den 31. januar i 1987 blev der afholdt stiftende generalforsamling i Kølstrup Sogns Lokalhistoriske Forening. Og de 25 år vil blive fejret med en udstilling om de mange år - ved Julemarkedet i Præstegården den 1. og 2. december i år.
Forud for Foreningens oprettelse gik der en spændende historie, som her kort skal gengives.
Den 7. september 1986 fejrede Kølstrup Forsamlingshus sin 90 års fødselsdag. Forud for dagen havde man efterlyst, modtaget og affotograferet en mængde gamle billeder, som blev hænget op på væggene i Forsamlingshuset.
Dette interessante initiativ udmøntedes i en stor begejstring om at måtte få en forening, der systematisk kunne varetage den slags og andre lignede opgaver.
På Julemarkedet i Forsamlingshuset i dagene den 22. og 23. november1986, var der fremlagt en liste, som man som interesseret i sådan en forening kunne skrive sig på.
Den 14. januar 1987 indkaldte Forsamlingshusets bestyrelse til et orienterende møde med ovennævnte listes underskrivere som indbudte. Dette møde resulterede i, at et udvalg på 9, heraf to fra Forsamlingshusets bestyrelse skulle arbejde videre med sagen. Disse 9 personer blev senere foreningens første bestyrelse.
Den 20. januar mødte de 9 personer i Forsamlingshuset, hvor der blev drøftet hvilken form og indhold den nye forening skulle have.
Den 24. januar
var der et nyt møde i Kølstrup Præstegård, hvor man fortsatte drøftelsen af foreningens udseende. Man havde inviteret Vedby Jørgen fra Drigstrup Lokalhistoriske Arkiv, som han fortalte om. På mødet blev det vedtaget, at Ole Svensson og Knud Erik Kristensen til næste møde skulle komme med et udkast til vedtægter for foreningen.
Den 31. januar var der så stiftende møde i Præstegården. Udkastet til vedtægterne blev gennemgået og revideret. Vedtægterne blev enstemmigt godkendt.
Hermed var Kølstrup Sogns Lokalhistoriske Forening en kendsgerning.
Den nye bestyrelse fik følgende sammensætning:
Formand: Ole Svensson.
Næstformand: Erik Olsen
Kasserer: Inga Kjær Jensen
Sekretær: Knud Erik Kristensen
Arkivudvalgsleder: Iris Andersen.
Medlemmer af Arkivudvalget: Helge Madsen og Poul Jeppesen.
Fra Forsamlingshuset valgtes: Børge Jensen og Kirsten Sørensen.
Suppleanter: Evald Jensen og Gudrun Schytte
Revisorer: Knud B. Grell og Birgit Riis Kristensen.
I 2003 trak Ole Svensson sig tilbage fra Formandsposten og blev i stedet leder af Arkivet. Knud Erik Kristensen blev ny formand.
Mangt og meget er sket i de 25 år. Nogle meget velbesøgte generalforsamlinger med kulturpersoner, som kunne fortælle godt og interessant. Medvirkende også til mange Skt. Hans aftner på Sportspladsen - også med gode Båltalere. Foredrag i samarbejde med andre foreninger. Utallige åbne aftener, hvor folk er kommet forbi til en snak om steder og personer.
Og ikke mindst også den årlige udflugt, som har fundet sted hvert år siden 1989. De først korte ture var blandt andet til Ladbyskibet og til Kejrup. Siden er der blandt blevet til ture til Slesvig, København, Viborg, Maribo, Ribe og Århus.
Knud Erik Kristensen, Formand
Folder nummer 77
Som landet lå i sognet i 1940’erne
”Ak! Hvor forandret!”, skrev Steen Steensen Blicher i en novelle for snart 200 år siden. To tredjedele af udsagnet gør jeg gerne til mit; men ordet ”Ak!” lader jeg Blicher behold
For jeg glæder mig over de voldsomme omvæltninger i min levetid. Derfor véd jeg ikke, hvornår ”De gode, gamle dage” var. Jeg tror, de kun findes i fantasien. ”De gode dage” er – NU.
Mange er uenige med mig. Også mange i Kølstrup Sogn. Jeg har talt med ældre her omkring, der priser tiden, før Fanden tog ved papirerne, så vore landsbysamfund blev voldsomt ændret. Det var bedre, mener de, dengang vi havde lokale andelsmejerier, små skoler, købmænd, brugser, småhandlende, bygningshåndværkere, smed, sypige, skomager, barber og Karolines ishus, dengang der var mange folk i sognet, dengang der på så godt som alle landbrug i Kølstrup Sogn var piger og karle, som spillede fodbold og håndbold om sommeren og gymnastikkede i forsamlingshuset om vinteren, dengang toget standsede hos Margrethe på stationen, dengang stolte mænd (sjældent også en kvinde) blev valgt ind i sognerådet og en gang hver måned på Edelsæde i tæt tobaksrøg traf beslutninger – uden indblanding fra de dér ’køwnhavnere’ i ministerier og sådan nogen steder.
Men et helvede for de fleste: Piger og karle med lange arbejdsdage og kolde værelser og for familier, som måtte slide i det for ringe betaling, der i mange tilfælde næsten ikke kunne dække udgifterne til nødvendige, daglige fornødenheder som mad på bordet, tøj på kroppen og varme i stuerne, og som måtte affinde sig med at blive set ned på, fordi de ikke var så ’fine’ som de få, der var højere på strå. At være blandt de mindrebemidlede var smerteligt for såvel voksne som børn.
Nå, var det det? Var det bedre? Joe…Måske herligt for de få, der (Som jeg. Indrømmet) var så heldige at være født på en gård af tilstrækkelig størrels
Jeg undrer mig over, at man affandt sig med et samfund med så voldsom social lagdeling, hvor ”Folk skulle kende deres plads”, kendte den – og affandt sig med den.
Det samfund, jeg her beskriver, er det, jeg oplever i minderne om 1940’erne, der var mine barndomsår i Kølstrup Sogn.
Det ti-år var det sidste, før en evolution med revolutinær styrke ændrede det landsbysamfund, der længe havde fungeret uden større ændringer i dagligdagen, da det ene år lignede det næste og næste igen - bortset fra forskelle i vejrlig.
I det følgende par årtier forandredes landsbylivet mere end gennem århundreder forinden.
Hvordan var dagligdagen da i 1940’erne? Så beboerne, hvad der var på vej? Affandt de sig med, at ”Det er uvikli, som vitte ka gøre nåv ve”?
Hvorfor så de (allerfleste) ikke skriften på stald-væggen, da de nye tider omkring 1950 blev indvarslet af en lille, grå Ferguson, der snart skulle få følgeskab af meget andet revolutionerende nyt?
Det har jeg ’gravet’ i. Der kom en bog ud af det. Den hedder ’Kastanjetræet’ og udkommer på et københavnsk forlag i år.
De, som læser Fyens Stiftstidende, vil måske have set syv kronikker, jeg i det sidste par år har skrevet om 1940’ernes landboliv, som jeg oplevede med min fødegård som udkigspost.
Jeg har i den tid holdt foredrag om emnet rundt på Fyn og enkelte steder i Jylland. Debatterne i forbindelse med de møder har givet mig værdifuld viden, fordi mange tilhørere også har en baggrund i den tids landsbyer.
Nu har jeg sagt ja tak til også at tale om emnet ved Kølstrup Sogns Lokalhistoriske Forenings generalforsamling torsdag 15. marts.
Den aften glæder jeg mig særligt til.
AKSEL HUNDSLEV
Folder nummer 76
Lidt om min farfar Ebbe Sørensen.
født i Kertinge 25/ 12 1861
død i Kertinge 4/12 1928.
Ebbe Sørensen var i Kølstrup Sogneråd i 30 år, heraf 25 som Sognerådsformand og blev i den anledning ridder af Dannebrog.
Han gjorde et stort arbejde for at få Agedrup skilt fra Kølstrup og i den anledning havde han været inde ved Indenrigsminister dr. Krag. Mens han sad i kontoret ringede telefonen, det var en journalist der ville høre om der var noget nyt, det var der ikke, Ebbe spurgte om en journalist sådan ude videre kunne ringe til ministeren? Hvor til ministeren svarede! Vi lever jo i et demokrati Sørensen.
Tiden gik og en dag ringede telefonen. Ebbe tog den og næsten råbte! Det er glædeligt det er glædeligt, det var meldingen om at adskillelsen af sognene var i orden. Han var helt ude af den af begejstring og udbrød! Nu skal vi have lys og han tændte lyset i kontoret og i daglig stuen skønt det var midt på dagen.
Når Ebbe kom ind sagde han nogle gange! Der holder en bil henne ved brugsen, biler var jo ret sjældne den gang.
Ebbe var medlem af amtsrådet og en gang ville nogle medlemmer tage spiritusbevillingerne fra landevejskroerne, hvilke han mente ville tage eksistensgrundlaget fra dem.
Derfor tog han til Odense, gik ned til havnen og vandrede ad Nørrebro, og op gennem byen.
Alle vegne noterede han sig hvor mange steder der kunne købes spiritus, og det var talrige steder.
Ved næste møde i amtsrådet gjorde han opmærksom på dette, og mente ikke at der var grund til at drive jagt på Landevejskroerne.
Engang sad han og læste i avisen og udbrød pludselig! Nu må Otto Mønsteds enke bosætte sig i udlandet på grund af de store skatter, er det ikke forfærdeligt. (Otto Mønsted var en stor margarinefabrikant)
Ebbe havde aldrig været ude at tjene, men havde dog været på Ollerup Højskole.
En tækkemand havde engang spurgt en anden mand! Kender du Ebbe Sørensen i Kertinge, hvor på den anden svarede! Ja ham sognets fader, den begærlige satan. Ebbe morede sig for øvrigt over det.
Da han blev ridder af Dannebrog udtalte pastor Arne Møller! Har i hørt at der er sket to ulykker i Kertinge, Ebbe Sørensen er blevet ridder af dannebrog og Peter Rasmussen har fået mund og klovsyge. (Peter Rasmussen havde Alle Gården i Kertinge).
Ebbe havde for øvrigt aldrig lært at cykle, han sagde at de cykler, aldrig skulle have været opfundet, for de unge karle brugte dem kun til at lede kroerne op med, men på sine ældre dage sagde han! ”Havde jeg dog bare lært at cykle”.
Han fortalte at folk førhen stod på torvet i Odense med fire uger gamle pattegrise i sække.
Folk gik fra Kertinge til Odense og fik en pattegris med hjem i en sæk.
Senere blev sækkene forbudt, nu skulle grisene stå i kasser.
Efter min farbror Arthur Sørensens notater.
Skrevet af Egon Sørensen Kerteminde, februar 2010
Ebbe Sørensen
”Langhavegaard” i Kertinge
Folder nummer 75
Hundslev Skovgård.
Denne ældgamle gårds historie går helt tilbage til Margrethe 1ste tid. Den første ejer vi kender navnet på er Hartvig Tralov, der er nævnt i et dokument fra 1371. Fra 1441 til 1576 var gården under Antvorskov Kloster ved Slagelse. Gården var på det tidspunkt en lille herregård. Beboerne var for det meste lavadelsfolk, en af ejerne i begyndelsen af 1600-tallet var Jørgen Mule, rådmand i Odense.
I 1639 købte Chr.4 Skovgården og lagde den under Ulriksholm som fæstegård. I et fæstebrev fra 1743 blev Søren Hansen fæster. Med ham kom den slægt til gården, og som boede og drev den til Gudrun Madsen døde i 1978. Søren Hansen døde i 1787, hans brorsøn Søren Mogensen overtager fæstet. Ved udskiftningen i 1794 bliver jorden samlet hjemme omkring gården I fællesskabets tid havde Hundslev Skovgård jorden fordelt på 144 små parceller, fire år efter i 1798 frikøber han gården. Efter hans død i 1838 overtager svigersønnen Mads Jensen gården, han var gift med Mette Sørensdatter. Deres søn Jens Madsen, født 1834 overtager senere gården, han var gift med Karen, født Hansen. I 8171 får de en søn der bliver døbt Marius. Han blev i 1893 gift med Marie født Pedersen. Datter af Maren og Niels Pedersen i Søndersø.
Marie og Marius Madsen overtog i 1890 Hundslev Skovgård. Gården må da have haft et tilliggende på små 100 tønder land. De købte senere jorden fra den gård ved vejkrydset i Hundslev, som senere blev gartneri, og som endnu senere fik adressen Odensevej 746. Jorden blev lagt ind til Hundslev Skovgård, som derved kom på 144 tønder land.
Der var en fornem stemning omkring Hundslev Skovgård i de år. Ikke blot fordi gården var den største i landsbyen; men også fordi Marius Madsen havde mange betydelige gøremål: Han blev sognefoged, konservativ folketingskandidat i Kerteminde-kredsen og landbrugsfaglig direktør i en af Odense-bankern
Hun havde aldrig gået i almindelig skole, men var blevet undervist hjemme af skiftende lærerinder - også i klaverspil og fransk.
Marie og Marius Madsen havde to børn, Svend, som efter nogle år ved landbruget forlod det erhverv og oparbejdede en større virksomhed med pølsevogne i København, og den ugifte Gudrun (født 1898). Gudrun levede hele sit liv som frøken hjemme i barndomshjemmet, kun afbrudt af nogle få måneder som barnepige i et millionærhjem i Espergærd
Selv om Gudrun ikke havde nogen uddannelse, ej heller udi landbrug, overtog hun Hundslev Skovgård før Marius Madsens død i 1948. Hun drev den i nogle år; men ansatte senere som bestyrerpar Ruth og Arne Nielsen, der begge tidligere havde arbejdet på gården som henholdsvis kokkepige og forkarl.
Bestyrerparret flyttede ind i stueetagen, mens Gudrun og Marie Madsen indrettede en lejlighed på 1. salen.
Forinden havde Gudrun Madsen solgt nogle få tønder land jord til to gartnerfamilier, henholdsvis Karen og Flemming Rohde og Anne Grethe og Poul Erland Nielsen.
Årene med Ruth og Arne var gode for Gudrun. Men hun var jo vant til at få sin vilje ubeskåret; så en lille kurre på tråden mellem hende og bestyrerparret gjorde, at Gudrun – sikkert noget uoverlagt – opsagde Ruth og Arne og forpagtede gården ud til Erik Friis, Klarskov.
Efter Marie Madsens død boede Gudrun i lejligheden i nogle år, før hun flyttede til alderdomshjemmet i Kerteminde og omtrent samtidig solgte gården til Friis.
Gudrun Madsen døde i Kerteminde som 80-årig.
Friis solgte siden Hundslev Skovgård til Holger Moritz Hansen, Pilegården. Han havde den kun i meget kort tid, før han solgte den til KYPA-købmanden, Karl Christian Skov Jensen, der samtidig købte Rosenlund, lagde jorderne sammen og brækkede Hundslev Skovgårds landbrugsbygninger ned. Stuehuset blev solgt til privatbolig, som nu ejes af Anni Rasmussen og Lars Frandsen.
Den tidligere proprietærgårds jorder hører altså under Rosenlund, der nu ejes af Flemming Knudsen, Åsum.
Efter århundreders storhed er Hundslev Skovgård ikke mer
Hele gårdens historie på 23 A4 sider, kan købes i Arkivet. Pris 25 kr.
Ole Svensson / Aksel Hundslev 2011.
Folder nummer 74
Den landskendte frøavler fra Hundslev Nymark.
I min barndom på Hundslev Toftegård kom der en gang imellem en gammel mand med et stort skæg på besøg. Når han støttende til sin stok med raske skridt entrede gårdspladsen, råbte vi børn til vores far. ”Nu skal du op i hjørnestuen og hviske.
Den besøgende var Jakob Hansen (1862-1952)-fra slutningen af 1890-erne og de første årtier af 1900-tallet landskendt som roefrø-avler med forsøgsmarker og fremavl i Hundslev Nymark og med frøsalg derfra til hele landet.
Men det var ikke frø, som var hans ærinde. Det var åndsliv, det grundtvigske og Christenkoldske, der skulle debatteres. Jakob Hansen havde omkring århundredskiftet været formand for Rynkeby Friskole. Nu var min far det, og så følte Jakob Hansen, at han og han alene kunne give ”unge Sigurd Hansen” et par råd om skolens drift.
Det skulle være i streng fortrolighed. Men da Jakob Hansen var stokdøv, råbte han sine ord ud, og far måtte råbe tilbage i samme toneleje. Så deres samtale i husets fjerneste stue kunne høres i hele stuehuset.
Jakob Hansens barnebarn, Aksel Egebjerg Hansen var kun fire år. Da farfaderen døde, så han kan ikke huske ham. Men Aksel har Jakob Hansens efterladte papirer og har lyttet, når forældrene, Karen og Ejner, og farbror Halfdan fortalte om gamle dage. Så barnebarn Aksel kan fortælle til skrivende Aksel.
Min farfar var født i Lunde i Egebjerg sogn på Sydfyn. Deraf vort mellemnavn. Som ung arbejdede han på fynske gårde, ofte på Kerteminde-egnen. En af dem var Krogriis i Revninge, hvor han traf min farmor, Ane Kirstine, som også arbejdede på gården.
Da de giftede sig, købte de i 1893 en mindre ejendom i Hundslev Nymark. Bygningerne er brækket ned for længe siden, men haven er der endnu som tilgroet frugtplantage, der er nabo til Evald Jensens ejendom.
Farmor og Farfar købte fire år senere, i 1897, ejendommen på det nuværende Nymarken 33 og flyttede dertil. De gav ejendommen navnet Mariebjerg, opkaldt efter Farfars mor. Den havde også kun få tønder land, men skulle snart blive større, Farfar købte nemlig mange små naboejendomme og lagde jorden til Mariebjerg, der blev på 23 tønder land. Her skabte Farfar et landskendt frøfirma. Han havde forsøgsmarker og fremavlede sorter. Frøet skulle renses, sorteres og pakkes. Så der blev opført flere bygninger. Og for at få elektrisk kraft til at køre ikke mindst rensemaskinen fik man bygget en vindmølle på gården. Der var mange mennesker i arbejde, endog om vinteren var der en halv snes i frøsorteringen og i frøpakkeriet.
Farfar solgte frø til alle egne af landet. Jeg har de gamle postkvitteringsbøger, hvor værdien af de pakker, som blev sendt fra Ladby Station, er ført ind. For eksempel blev der i løbet af 1916 sendt frø til en samlet værdi af 25.000 kr. Det var mange penge dengang – vel sagtens nok til at købe en gård eller to for.
Frøfirmaer i hele landet købte frø fra Hundslev Nymark. Meget af frøet solgte Farfar, når han vandrede rundt i landet og tog mod bestillinger.
Jakob Hansen var grundtvigianer. Meget. I mit arbejde med at skrive Rynkeby Friskoles historie har jeg opdaget, at da skolen i 1898 var hjemløs blev Jakob Hansens storstue i et årstid omdannet til skolestue.
Om det med grundtvigaismen fortæller Aksel Egebjerg Hansen:
Både Farfar og Farmor havde været elever på Askov Højskole. Resten af sit liv holdt Farfar kontakt med grundtvigske friskole og valgmenighedsfolk landet over. Jeg har ca. 1000 breve af den korrespondance. Hviledage blev kommet i hu: der blev ikke arbejdet på søndage. Da kørte Farfar og Farmor med hest og vogn til gudstjeneste i de grundtvigske valgmenigheder i Sdr. Nærå og Ryslinge.
Farfar ville høre Guds ord forkyndt der, så skidt med kørsels-afstanden. Han var i det hele taget
”sin egen” – noget af en stivstikker! Uden en stærk vilje kunne han vel heller ikke have skabt en efter tidens forhold stor frø-virksomhed.
AKSEL HUNDSLEV.
Folder nummer 73
En drengs oplevelser ved Kølstrup station i 1920-erne.
I årtierne 20 og 30 var Kølstrup st. et knudepunkt for en pulserende aktivitet, som vi børn blev delagtiggjort i,- Her var butikker: købmand og cykelhandler. - der var virksomheder: Snedkeri, malerværksted, smedje og gartneri.- Her var kommunekontor i Hundslevgyden nr. 16.- Der var først og fremmest stationen (Odense-Martofte jernbanen), hvor vi drenge kunne følge med i hvordan der i godsvogne var varer til sognets 2 ”brugser”.- Det var spændende at se omlæsningen til pakhuset og derefter være med til at køre varerne til Kertinge og Hundslev.- Det var overordentligt flink af Niels Kjelstrup at tage os ”knægte” med på turene når udkørsel fandt sted. Det var også spændende at se hvordan landmændene i deres hestevogne kom og aflæssede sukkerroer over i jernbanevogne. Roerne blev kørt til Odense Sukkerkogeri.
Overfor stationen lå villaen ”Solvang”, hvor der var købmandsforretning, her kunne vi formeldels 2 øre købe kræmmerhus med bolsjer. Købmanden var eminent dygtig til at lave kræmmerhuse (fabrikslavede poser var nok for dyre)- Vi knægte kaldte butikken ”GNAVLOS”. Solvang stavet baglæns. Salget af købmandsvarer blev efter købmandens død overtaget af ”Marie Opal”, der åbnede butik på sin egen adresse, her havde Maries mand Peder Opal også værksted og butik for cykler. Vi var meget optaget af når der kom nye modeller af cykler. - Jeg fik en splinterny i 1933 (jeg havde jo en lang avistur hver søndag). Pris for cyklen 110 kr. mange penge, når det kun gav 5 øre til mig selv for hver solgt avis.
Peder Opals bror Skov var grovsmed og havde værksted i samme bygning.- Her er skoet mange heste, det var for øvrigt et farligt job, særdeles farligt. ”OPAL” var navnet på en cykelmodel som Peder solgte, derfor navnet ”Peder Opal”.
Overfor smedjen lå en en stor flot bygning, hvor der var et helt ”Uptodate” snedkerværksted.- Ejeren Lars Madsen var kommet fra Degneløkken, hvor rammerne var blevet for trange. I 1929 skete der imidlertid det tragiske, at hans kone omkom ved at gå ud foran det frembrussende jernbanelokomotiv- dobbelt tragisk fordi det skete aftenen før deres sølvbryllup.
I Hundslevgyden nr. 16 havde ”Knud Peder”Kommunekontor”. Her hentede sognets ældre deres aldersrente, som folkepensionen hed dengang. Knud Peder havde et pengeskab, det var vi drenge meget imponeret over.
I Hundslevgyden nr. 25 var der et gartneri, ejet af Laura og Valdemar Rasmussen. Herfra var der handel med planter, endda fra drivhus, vi var meget optaget af hvordan det blev bygget.
Overfor gartneriet (I det nuværende nr. 26) lå ejendommen CARLSHOLM. Da den i 1919 blev købt af Nana og Peter Pedersen var her karetmagerværksted. Det ændredes så til malerværksted og senere maskinværksted for produktion af trævarer. Det begyndte med fremstilling af lysestager- mange modeller- alle røde og stafferet med guld. Varerne blev pakket og sendt til København, hvorfra et firma videresolgte til landets butikker. Fra samme adresse var det jeg i 1931 startede salget af aviser.
På stationen var der posthus, hver morgen sorterede Postmesteren og Landpostbudene den ankomne post. Landposten havde foruden posten også Fyns Tidende med til kunderne, radio var der kun få der havde og TV var ikke opfundet. På postekspeditionen var man utrolig dygtig til at tyde tvivlsomme adresser. Engang kom der et brev til ”Sjusser” Kølstrup. Det fandt man ud af og Laurits Post afleverede brevet til rette vedkommende.
Bager, slagter, fiskemand og øludbringning foregik mobilt. Bager og slagter kom med deres varer pr. hestevogn- fiskemanden var på cykel- øl kom med bil. (der var få biler på vejene dengang)
Jo, der var et pulserende liv i landsbyen dengang i 20erne og 30erne.
Skrevet af Aage Pedersen Augustenborg marts 2010.
Folder nummer 72
Da landsbyen Hundslev blev landskendt.
Jeg er af redaktionen blevet bedt om til dette nummer af folderen at skrive en artikel om min fødelandsby, Hundslev. Jeg vælger at fremhæve to landmænd som på forskellige tidspunkter gjorde navnet Hundslev kendt i det danske land.
Den ene var JAKOB HANSEN (1862-1952). ”Mariebjerg” i Hundslev Nymark. Han var i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet en af landets fremmeste frøavlere med forsøgsmarker, fremavl og salg af markfrø. ”Hundslev Markfrø” var så kendt blandt danske frøhandlere og landmænd, som Dæhnfeldts senere blev.
Det er, hvad jeg har fået fortalt om Jakob Hansen. Hans barnebarn, Aksel Egebjerg Hansen, kender den historie bedre. Så ham har jeg fået til at fortælle om sin farfar i en senere folder.
Derimod ved jeg meget om den anden Hundslevèr, som gjorde landsbyen kendt landet over: Min far, SIGURD HANSEN (1901-93). ”Hundslev Toftegård”.
Han var en genial svineavler. Af Danmarks dengang altid 260 statsanerkendte svineavlscentre havde alle, eller næsten alle, på et tidspunkt købt et eller flere avlssvin hos ham. De 260 avlscentre blev to gange hvert år af en fornem tre-mands kommission i hvide kitler og med alvorlige blikke bag brilleglassene bedømt for avlscentres helhedsindtryk, svinenes eksteriør, slagtekvalitet og frugtbarhed.
”Avlscentret Hundslev” fik høje points og var i alle mine barndoms-og tidligste ungdomsår nr. et på Fyn og i de fleste år også nr. et blandt de 260 i hele landet. Intet svineavlscenter, hverken før eller siden, opnåede tilnærmelsesvis de høje placeringer. ”Avlscentret Hundslev” gjorde.
Da man i begyndelsen af 1950-erne indførte et 25. points for eksteriør ved svinebedømmelserne på landsdels-dyrskuerne, var fars svin de første- og vist endda de eneste i landet – der fik denne højeste udmærkelse. Og ikke bare for en gris, næh, flere søer fra ”Avlscentret Hundslev” fik de attråede ekstra points på Det fynske Fællesskue det år.
Det var bl.a. Fars evne til kombination i avlsarbejdet, som gjorde hans besætning så enestående. Han købte aldrig hundyr til besætningen; søerne avlede han selv.
De ornegrise, han købte i andre besætninger, var nøje udvalgt efter afstamning, altså slagte-forsøgsresultater og eksteriør. Og ofte kørte han han flere af sine søer til løbning (parring) hos udvalgte orner i svineavlscentre rundt i landet.
Andre svineavlere forsøgte at lure Far kunsten af. Men når de kopierede Far, var det allerede en en postgang for sent, fordi Far da var i gang med nye avls-kombinationer.
Hans styrke var bl.a. at han var ”sin egen”, ikke til at rokke fra, hvad han mente, var vejen frem. Nogle gange truede nævnte kommission med at tage statsanerkendelsen fra ham, hvis han brugte en bestemt orne eller en bestemt kombination i avlen. ”Det har I magt til: men jeg gør det alligevel”, svarede han. Og det viste sig hver gang, at han havde set rigtigt, og han derved skabte avlsmatadorer, som de fleste af landets svineavlscentre stod i kø for at købe afkom efter
I 1959 modtog Far af det kgl. Danske Landhusholdningsselskab ”Etatsråd Philip W Heymanns hædersbevisning for fremragende indsats i svineavlen. Kun to havde siden oprettelsen 50 år tidligere fået denne anerkendelse før ham; en af dem var Fars ven, professor, dr. Hjalmer Clausen, ham der opdagede, at den danske gris havde fået et sæt ribben mere – noget, som kom på forsiderne af aviser Verden over. Far kom også i aviserne den dag i 1959 – dog kun i danske aviser.
AKSEL HUNDSLEV:
Folder nummer 71
Hundslev.
I den sidste folder skrev vi om Ladby. Nu er turen kommet til den sydligste landsby i sognet, nemlig Hundslev. Den er antagelig anlagt kort efter vikingetiden. Den nævnes første gang i 1277 under navnet Huneslof. Allerede i 1200-tallet synes der at have ligget hovedgård i landsbyen, nemlig Hundslev Skovgaard. (læs om den i en senere folder).
I 1688 var byens areal på 586 ha., deraf var 44 % opdyrket og fordelt på 14 gårde og 2 huse med jord. Antallet af gårde er svær at følge fordi nogle af dem af og til hørte under Rynkeby sogn. Gårdene var næsten alle fæstegårde. I 1664 var der 1 selvejer, 2 under kronen, 8 under Ulriksholm og 4 under Selleberg
I 1794 blev jorden udskiftet og en del gårde blev flyttet ud på jorden. 5 år efter begyndte man at sælge gårdene til selveje, og i 1801 var alle gårde solgt. Nu manglede herregårdene arbejdskraft da bønderne ikke mere skulle gøre hoveri, så i disse år blev der oprettet over 30 hoveri husmandssteder i Nymarken. (mere om Nymarken i en senere folder)
I 1903 var antallet af gårde steget til 24, der var 48 huse med jord og 31 uden jord. Dette antal var nogenlunde konstant indtil 1960-erne, hvor man begyndte at sammenlægge jorden og nedligge gårdene, så nu i år 2010 er der kun ganske få der lever af landbruget alene. I dag er det gartnerierne der med deres produktion af potteplanter er storforbrugere af arbejdskraft. De 3 største gartnerier beskæftiger 60 – 70 personer på årsbasis.
Ved den første folketælling i 1787 boede der 91 voksne og 37 børn i Hundslev. Op gennem 1800-tallet steg befolkningstallet støt, så i 1901 var der 318 voksne og 149 børn. Vi har desværre ikke senere tal.
Større industri har der aldrig været i Hundslev, men af håndværkere var der de sædvanlige, murer, tømrer/snedker, væver, smed, i 1890 var der dog en som kaldte sig træskofabrikant, et vaskeri var der også en overgang. I 1800-tallet var der en høker, men vi ved ikke hvor han boede.
Hundslev Mølle. Poul Nielsen, født på Kildegården i Kertinge 1834, byggede i 1874 en mølle i den nordlige ende af byen. Familien drev den med Mølleri og salg af korn og foderstoffer til 1926, hvor de emigrerede til Canada . Herefter drev forskellige ejere møllen til midten af 1960-erne hvorefter den blev nedlagt. I dag er der kun underdelen af møllen tilbage.
Hundslev Mejeri . I 1893 blev andelsmejeriet Hundslev stiftet. Man købte en grund på Hundslevgyden, og allerede året efter var mejeriet i gang, der var 1 mejeribestyrer og 2-3 mejerister beskæftiget. Mejeriet blev godt drevet, og de vandt mange både guld og sølvmedaljer for deres smør. I midten af 1950-erne måtte man ligesom mange andre små mejerier lukke. Bygningerne blev købt af en murermester fra Langeskov, han rev de fleste bygninger ned, hovedbygningen skar han midt over så der blev 2 parcelhuse (Hundslevgyden nr. 116 og 118).
Hundslev Brugsforening. På et møde i marts 1894 blev det vedtaget at stifte en ”Forbrugsforening” i Hundslev. Formand blev møller Poul Nielsen, og som uddeler blev ansat landmand Jørgen Rasmussen fra Kølstrup- Hans løn var 6 % af det solgte, det første halve år omsatte man for 2700 kr. det blev til en løn på 162 kr. for et halvt år. Butikslokalet blev indrettet i stuehuset på møllen, her havde man til huse de første 6 år. År 1900 købte man skrædder Karl Hansens hus midt i byen. Her holdt brugsen til indtil man lukkede i 1983. Der blev gennem årene om og tilbygget flere gange. 7 uddelere styrede forretningen gennem de næsten 90 år den eksisterede. Efter nedlæggelsen købte Hanne og Carsten Nielsen bygningerne og åbnede en Hoki købmandsforretning. I 1990 nedlage de forretningen, men fortsatte med købmandsforretning i den tidligere brugs i Kertinge, som de havde købt nogle år i forvejen.
Madsens Fiskehandel. Midt i 1930-erne startede Mads Madsen fiskehandel i Hundslev. Hver morgen tidlig kørte han til Kerteminde og købte fisk. De første år foregik det på cykel, på den kørte han rundt i omegnen og solgte fiskene. Senere købte han en motorcykel, så kunne han udvide salgsområdet. Efter nogle år kom hans kone, Karen med i forretningen. Hun kørte også på motorcykel indtil de efter krigen købte 2 biler. Da de gik på pension overtog deres søn Jens Peter forretningen, indtil midten af firserne hvor han som så mange andre måtte lukke forretningen på grund af faldene indtægter.
I senere foldere kan du læse om ”Den store brand i Hundslev 1822”.- Hundslev Skovgaard- Nymarken- Karotina og Nymarksskolen.
Folder nummer 70
LADBY
Den nordligste af de fire landsbyer i Kølstrup sogn er Ladby. Landsbyen med sine 10-12 gårde lå i ældre tid lå samlet langs den sydlige landevej til Odense ca. 3 km. fra Kerteminde. En del af gårdene blev i 1800-tallet flyttet til deres nuværende plads uden for byen. De fleste af gårdene var fæstegårde under Lundsgaard gods ved Kerteminde. En af gårdene var dog underlagt præsteembedet i Kølstrup (Mensalgaarden) en anden hørte under Gråbrødre kloster i Odense.
Mens de fleste af gårdene i sognet blev solgt til selveje omkring år 1800, solgte Lundsgaard først deres fæstegårde i Ladby 1906-1910, for øvrigt på meget fordelagtige vilkår.
LADBYSKIBET
Arkæologiske udgravninger viser at området omkring Ladby har været beboet siden oldtiden. I 1935 blev Ladby landskendt, da amatørarkæolog apoteker Helwig-Mikkelsen fandt et nedgravet vikingeskib i en gravhøj på Nymarksgaardens marker.
Omkring år 925 blev en vikingehøvding gravsat med sit skib, 11 heste og mindst 4 hunde, sadler og bidsler stigbøjler. At det har været en formen begravelse ses at der blev fundet 600 rester af forskellige småting f.eks. et bæltespænde, sølvtallerken, og et bronzefad.