DK-5300 Kerteminde

Rul ned og læs vores tilbageblik

16. februar 2013 = 25 års jubilæum

En aktiv jubilar

Tilbageblik

Tilbageblik

For mere end 25 år siden måtte Brugsen i Kertinge som så mange andre små brugsforeninger på landet dreje nøglen om.  I forlængelse af de lokales arbejde for at bevare den, blev der blandt borgerne i Kølstrup, Kertinge, Ladby, Hundslev et voksende ønske om at bevare andelsånden, med det fællesskab det giver.

Derfor blev Kølstrup Sogneforening dannet den 16. februar 1988, og som der står i Sogneforeningens vedtægt, er formålet ”at arbejde for at bevare og videreudvikle Kølstrup sogn og det miljø og den kultur, der her er repræsenteret”.

I 1988 skrev bestyrelsen i det første sogneforeningsblad at de havde mange uløste opgaver foran sig. De ønskede at forbedre vores lokale legeplads, at skaffe kommunal containerordning til haveaffald, hastighedsbegrænsning i byen, rensning af branddammen, og alle hånde arrangementer i det lokale miljø.

Det første år opnåede foreningen et medlemstal på 190, i skrivende stund har vi 109.

Når man ser hvor mange arrangementer der har været gennem årene, bliver man helt imponeret.

Arrangementerne er mangfoldige og de opfylder virkelig mange forskellige behov.

Nogle arrangementer er tilbagevendende begivenheder.

Det er for eksempel fastelavnsfesten, rundbolddysten og kagebagekonkurrencen.

Skt. Hans bålet er hvert år blevet arrangeret i samarbejde med Lokalhistorisk Forening og Forsamlingshuset og i de senere år også med Spejderne.

I alle årene har der været udlejning af telt og kulørte lamper, men det er blevet mindre og mindre med årene.

I 2005 fik vi vores egen sognesang, skrevet af Knud Frøslev.

Kunst og Kultur

Foredrag har der været hvert år. Måske er der læsere der har været til foredrag med Jan Macholm som fortalte om Canadas Vildmark, Søren Larsen fra Fjord og Bælt om Fjord og Bælt, Erling Bott, som fortalte om hvad man kan finde med en metaldetektor. Poul Hasseris fortalte om sin tur på motorcykel over Amerika. I 2008 fortalte Thomas Bergstrøm om sin rejse med Nordkaperen.

Ofte har der være rejsefortællinger fra os lokale som optakt til Sogneforeningens generalforsamling.

I mange år har der været opført dilettantstykker og revy til forårsfester.

Der har været opført forskelligt for store og små, f. eks. Folk og røvere i Kardemomme By i 1997, og 2 musicals i Kølstrup Kirke - Jesus Christ Superstar 1998, Joseph and the Amazing Technicolour Dreamcoat i 2010.

I 2008 og 2009 har Sogneforeningen arrangeret ”Stjernestunder” i samarbejde med Ulriksholms Slot og senere stykker af William Shakespeare som ”Herregårdsspil” i 3 sæsoner.

Politik og det lokale miljø

Hvor ren er fjorden? Der blev holdt et spildevandsmøde i 1989 i samarbejde med Revninge Sogneforening og igen 1990, hvor der fra politikernes side blev orienteret om anlægsarbejdet med det nye spildevandsanlæg og driftsforhold. Siden er Noret blevet mærkbart renere.

På sportspladsen blev der etableret legeplads med skurvogn. Senere blev skurvognen smidt på bålet pga. råd og en ny læhytte blev erstatningen. Sogneforeningens medlemmer samles hvert forår på en anstrengende arbejdsdag og vedligeholder, luger og gør pladsen klar til sommeren.

Trafikgruppens største opgave i mange år var at få hastigheden i byen ned.

I 1990 blev der etableret læskure ved kirken og forsamlingshuset.

I 1993 blev der taget en beslutning om plantning af vejtræer ved vejen til Ladby. Gruppen sørgede for, at vi fik en midterstribe på vejen i Ulriksholmsalleen 2003. Desuden fik Degneløkkevej gadelys.

I de senere år har der været arbejdet på at få etableret vandrestier rundt om i sognet, og i 2011 åbnede Kertingestien på 3,5 km, som kan benyttes af alle.

Familie- og lokale arrangementer

I Sogneforeningens ungdom blev der arrangeret motionsbingo hvert år i september i Ulriksholmskoven. Det var et tilløbsstykke med op til 90 deltagere. Der var motionsbingo i 1988, -89, -90, -91, -92 og -93

I 1992 arrangerede Sogneforeningen sammen med lokalhistorisk forening og billedskolen på Nymarksskolen en stor udstilling i Forsamlingshuset med Kunst og Husflid i Kølstrup Sogn hvor 29 lokale kunsthåndværkere og lokale musikere deltog.

En anden tilbagevendende aktivitet er børnediskoteket, som har været en stor succes siden 1998.

Det kan være et problem at være den der skal opbevare slikdepotet fra børnediskoteket, nogle har måttet oprette en betalingskasse hvor man kan lægge penge i, når lørdagstrangen kommer over én.

Ildfestregatta i 2008 blev en rigtig vandfest, det skulle have været et arrangement på vandet, regnvejr gjorde, at det blev både på og i vand.

I de senere år har vi været på besøg hos forskellige af sognets beboere, som giver en fortælling om noget de brænder for – ”Sognets historie - Besøg hos din nabo”. Det har været spændende aftener med mange forskellige oplevelser.

Her ud over har der været arrangeret Børnefestival med børneloppemarked og andre aktiviteter, bl.a. besøg af cirkus på Sportspladsen i 1998 og 2000.

Udflugter

I Sogneforeningens helt tidlige dage blev der lavet fugleture med en ornitolog til Ulriksholmskoven kl. 6 om morgenen og en af gangene så vi en guldpirol!

Ture i naturen: Romsø 1995, Æbelø, Sommerfugle-, orkide- og nattergaletur til Urup Dam, begge i 2003.

Der har været flere teaterture: Mus og mænd, Gøngehøvdningen, Les Miserables, Phantom af the Opera 2 og 80’erne Forever.

Der har været arrangeret udflugter til Madsby Legepark i Fredericia 1994, Ladbyskibet 2007 og Vineriet i Marslev 2012.

Et hav af smagninger

Øl smagning med dansk øl 2007 i Bregnør hos Kerteminde Bryghus, øl smagning 2004 med Bryggeriforeningens Brygmesterkorps og senere med Belgisk Øl, alle med fulde huse.

Der har også været Skotsk whisky smagning, og hvad bliver det næste mon? Japansk Whisky?

Vi støtter og samarbejder med

  • Brolauget - er ganske vidst en autonom og ganske selvstændig forening fra 1972, men de savner altid hjælpere
  • Kano og Kajakklubben - en del af Sogneforeningen
  • AtomAffald Infogruppen - er også en del af Sogneforeningen
  • Lokaludvalg/Landsbyrådet – Sogneforeningen er repræsenteret
  • Alle de andre gode foreninger i sognet

Her og nu

Sogneforeningen var starthjælp til hele sognets hjemmeside i 2003, i skrivende stund har der været 174.000 besøg på hjemmesiden.

Her har I fået nogle udpluk af hvad Sogneforeningen har bedrevet i 25 år. Det er et utal af aktiviteter, og der er planer om mange nye i de kommende år. Der er fortsat brug for at bevare og styrke fællesskabet, og det gøres selvfølgelig gennem aktiviteterne. Vi skal forsøge at være alsidige, da den store bredde er en styrke.

Tillykke med de 25 år!

Katrine Ørnstrup-Ingrid Kristensen

Nyeste kommentarer

27.03 | 16:10

Fint vi lejer let telt den 5 juni Venlig hilsen Bendix

15.03 | 07:49

Kære Alle i Kølstrup. Her fra Ulriksholmvej 9 skal lyde et rigtig god forår ti...

23.11 | 16:25

Hej Kirsten Ja, men skriv på: http://www.123hjemmeside.dk/tl9/53259432 s...

20.11 | 08:51

Hej Jeg har tidligere modtaget jeres blad, men gør det ikke mere. Er...